Min hverdag med Sarkomkræft

 I dag Tiden er relativ, og for tiden en kende udefinerbar. Der er i dag gået 20 dage siden den første scanning, der viste tegn på forandringer. Få dage senere fik jeg en anden scanning, der dækkede mere af kroppen. Der er heldigvis kun set forandringer i lungerne og nogle lymfeknuder - og ikke resten af kroppen. Så lad os spole frem til i dag. Vi bruger meget tid på at hygge os, og tage nogle friheder som ellers ville være mere fordelt over året, f.eks. at tage ud og spise, en tur til Tyskland eller chips og slik om aftenen til hverdag. Vi går lige nu rundt i uvidenhed og ingen ved hvad der kommer til at ske over de næste par uger - så det udnytter vi lige nu, til at få gjort alle de ting hvor vi normalt vil sige "det gør vi senere", så der er nogle gode ting at se tilbage på, når jeg skal holde kampgejsten oppe. Så med det sagt, at ingen kan fortælle lige nu, hvordan det ser ud om 14 dage, så ser jeg alligevel, at sandsynligheden for at jeg kommer ind i et nyt kemoforløb er

Det er stadig for tidligt at sige alt for meget. Dog kan det siges, at det hele går meget stærkt lige nu, med diverse undersøgelser. Så den korte er, at jeg er tilbage i et kræftpakkeforløb. Forudgående Jeg har gennem nogle måneder oplevet tiltagende hoste, særligt om aftenen. Særligt den seneste måned har det taget til, hvor det også er begyndt at rasle/syde/knitre ved vejrtrækning og senest hosten ved dybe vejrtrækninger. Dag 1 Så afsted til lægen, der lytter til lungerne og siger det lyder som sekret eller en lunge der ikke folder helt ud, så der skal laves lungefunktionstest og lægges en plan. Hvis jeg bliver indkaldt til scanning, så skal jeg ikke blive nervøs. Dag 2 De ringer sidst på dagen fra røntgen Silkeborg, at de har en tid dagen efter om aftenen til en CT scanning, om jeg har mulighed for at møde op. Det har jeg selvfølgelig, men jeg tjekker alligevel lige kalenderen, hvor jeg bagefter tænker "hvorfor overhovedet tjekke, det vigtigste er vel at blive scannet..."

 Det er godt nyt, når der ikke er noget nyt.  Livet fortsætter og dagene går. Den ene dag tager den anden. Det er aldrig til at vide hvor det hele fører hen, når sygdom rammer andre. Det sker kun for naboen, siger man ofte til sig selv. Men det kan også ske for én selv. Jeg er videre, så jeg går med troen på, at det ikke vil ramme mig igen. Det er dog aldrig til at vide. Jeg mærker stadig efter og kan få følelsen af at nu er den gal igen. Men det går over. Jeg har vedhæftet lidt billeder fra sommeren.

Det er vildt som fortiden syner hen, jo længere tid der går. Jeg kan stadig have dage hvor småskavanker puster til tanken om 'hvad nu hvis' ... om det er hoste i længere tid, øm hofte. Eller bare en 'det sker jo at folk bliver ramt igen flere år senere" - selvom risikoen svinder ind jo længere tid der går. Det kan godt føles lidt tomt. Når noget har fyldt så meget, i lang tid, og pludselig forsvinder. Det skal fyldes ud med noget andet, og det er bare en lang proces. Jeg havde nok ikke - i hvert fald når jeg prøver at tænke tilbage - nogen idé om hvad der ventede mig, når det hele var overstået. Det er svært at sætte en præcis dato for hvornår forløbet sluttede, for det var ikke ved sidste kontrolscanning. Jeg var ligesom kommet videre før den. Samtidig var det også et tomrum at være afsluttet og gå og vente på næste kontrol, uden at vide hvad der ventede mig. En god eller dårlig nyhed. Det kom ud på ét dengang, for hvis jeg ikke kendte fremtiden, så kunne jeg heller i

 Hvad skriver man om, når alt som denne blog havde som formal at dykke ned i, er stille og roligt. Så den helt korte status er, at alt forløber stille og roligt. I vinterperioden døjer jeg ikke rigtig med det hævede ben. Jeg har en støttestrømpe, men den er virkelig ikke nem at få af og på - så det hører virkelig til sjældenhederne at jeg får den på. Slet ikke her om vinteren. Såeh, intet nyt er vel godt nyt. Går man ikke op ad mig til hverdag, så ved I jo heller ikke hvordan det går - så her, kort og godt. Ha' det vel.

 Der er ikke så meget at skrive omkring operationen. Ubehaget er stort set væk, det er en smule hævet endnu, men ellers er der kun en mere normallignede pung.  Jeg savner stadig at cykle, men det må komme lige så stille. Kommende indlæg Jeg går lidt og bikser med at få lavet et indlæg omkring det at frygte eller forvente, at kræften vender tilbage. Om det er lidt ondt i hånden, prikken i brystet eller øm ryg, så kan jeg ikke undgå at få tanken måske er det tilbage .  Det er det med al sandsynlighed ikke. Nogle af tingene var der også under kontrollen, så hvis det var der under kontrollen og det ikke har ændret sig - eller blevet værre - så er det jo bare sådan det er. Ha' det vel :-)

Taget fra informationsfolderen:  "Vandbrok føles som en glat og rund, ”gummiboldagtig” knude på testiklens plads. Der er sjældent direkte smerter. Det skyldes, at cellerne indvendig i den slimsæk, der omgiver testiklen, begynder at producere for meget væske. Testiklen ligger altså inde i forandringen i modsætning til andre knuder i pungen, som ligger uden for testiklen. Årsagen  i  det  enkelte  tilfælde  er  sjældent  til  at  konstatere,  men  man  mener,  at  det  skyldes  en  irritation af cellerne, f.eks. en virusinfektion, som starter processen. Vandbrokket i sig selv er ikke farligt, og hvis det ikke er særlig stort og ikke generer, behøver det ingen  behandling.  Vandbrok  kan  dog  blive  meget  store  og  spændte,  og  hvis  det  generer  pga.  størrelsen eller tyngden, bør man få det fjernet." Så kom dagen. I går altså. Tror aldrig det bliver rutine for mig at skulle opereres - jeg ved hvad jeg går ind til, men ikke altid hvad jeg kommer ud med/til. Denne gang var

Private parts incoming.  Den 13. april skal jeg opereres, da min pung - eller rettere - den ene testikel er blevet ramt af vandbrok (hydrocele). Det kan forekomme både hos små børn men også hos ældre. Det kan dog også ske som følge af strålebehandling, som formentlig er det der er sket hos mig. Operationen foregår i fuld narkose og tager typisk op til 30 minutter. Der skæres et mindre snit hvorfra væsken kan tømmes, samt hinden efterfølgende kan fjernes. Det er ikke første gang jeg er opmærksom på den voksende sten. Sidste jeg påtalte det for år tilbage, mente lægen at det var den anden testikel der var lidt lille. Jeg tænker ellers at den havde - og har - en ret normal størrelse. Men så alligevel, jeg har jo ikke rigtig andre end mine egne at sammenligne med. Den store er så fortsat med at vokse siden. Nu er den snart på størrelse med en knyttet næve. Det giver selvsagt nogle udfordringer, især hvis en af ungerne kaster sig i armene på mig. Er altid både spændt og nervøs for at blive

Da der kommer nye læsere til, så giver siden " om mig " et kort og hurtigt overblik. Min " tidslinje " er links med overskrifter til centrale dele fra tiden det hele stod på. Lige  her  er en introduktion til det hele, hvordan det startede. Kræfttypen hedder "synovialt sarkom" Der står alt fra hvordan det blev opdaget og hvilke tegn jeg havde. Derudover selvfølgelig alt fra blodprøver, genoptræning, samtaler med læger, hygge med familien og alt derimellem.  Livet stopper ikke bare fordi man får diagnosen. Det vender op og ned på mange ting, men det kan også bringe folk tættere på hinanden end man nogensinde havde troet man kunne være. Lev livet - selv når det er aller mørkest og håbløst. https://nickmonsted.dk/2015/01/introduktion-til-det-hele-2006-1.html https://nickmonsted.dk/p/om-mig.html https://nickmonsted.dk/p/tidslinje.html