Når jeg sidder og læser første del igennem kan jeg godt se, at hovedet kører lidt i tomgang og lidt langsommere end ellers. Så hvis du er havnet her uden at have læst del 1, så kan den læses her.
Jeg fortsætter hvor jeg slap. Altså ved biopsien den 1. december. Hvilken start på julen i øvrigt. Julestemningen var pakket helt væk – end ikke butikkerne var pyntet op. Dog havde Michell pyntet fint op her hjemme, så der var trods alt ret hyggeligt. Jeg skulle aflevere projekt den 12. december – selvvalgt projekt – havde valgt at skrive om sorggrupper til børn. Jeg har derfor set utallige dokumentarfilm og læst samtlige bøger om børn der har mistet en af deres forældre til kræft. En gang imellem måtte jeg dog lige gå til Michell og fortælle hvad jeg havde set – ikke fordi jeg var påvirket – men fordi det hele var så interessant. Hun fik næsten tårer i øjnene af fortællingerne og jeg undrede mig bare over, at jeg ikke selv blev påvirket af det. Lidt kunne ikke selvfølgelig ikke undgås, men kombinationen af stille klavermusik og børn der græder over at miste forældre kan tvinge mange i knæ.
Projektet nåede, vil jeg selv mene, at blive være færdig. Det var ikke spændende at afslutte. Gad faktisk ikke rigtig til sidst. Jeg ville meget hellere have svar på prøven. Johnny havde spurgt om han måtte ringe, som jeg forstod det, hvis det var noget med blodet eller noget andet. Så forventede egentlig at få et brev.
12. december.
Johnny ringer og fortæller at der er svar på prøven, og det ser ikke godt ud, så der er behov for en PET scanning. Hov, vent, ser ikke godt ud. Hvad betyder det spørger jeg. Der var nogle ting de lige skulle kigge mere på. Meget indirekte og lidt vag snak. Og jeg kunne mærke på ham, at han ikke var meget for at snakke over telefonen. Men spørger igen, hvad det betyder, hvortil han spørger om jeg vil have det at vide over telefonen. Om jeg får det at vide over telefonen, ansigt til ansigt eller brev er mig lige meget – jeg vil bare gerne have svaret. “Det er noget kræft” …. “Okay…” Det er sådan hvad jeg husker af resten af samtalen. Jeg nåede dog alligevel lidt ambivalent, at tænke “FEDT!” jeg skal i narkose, det er sjovt og jeg kan godt forstå narkomaner bliver forfaldne” samt “ej, det er måske upassende at tænke lige nu - det er vel ret skidt det her”. Resten af samtalen husker jeg ikke rigtigt. Tror den var meget kort, hvor han også påpegede at det var noget svært noget at snakke om over telefonen og at der ville være mange spørgsmål og hele tiden komme nye. Men han spurgte i hvert fald lige kort om hvordan jeg havde det.. Og jeg havde det helt fint. Det var rart endelig at få besked. Jeg ved ikke om jeg havde været nervøs, men i hvert fald var jeg lettet. Jeg havde afleveret projektet samt fået svar på prøven. Videre. Juleferie!
Johnny ringer og fortæller at der er svar på prøven, og det ser ikke godt ud, så der er behov for en PET scanning. Hov, vent, ser ikke godt ud. Hvad betyder det spørger jeg. Der var nogle ting de lige skulle kigge mere på. Meget indirekte og lidt vag snak. Og jeg kunne mærke på ham, at han ikke var meget for at snakke over telefonen. Men spørger igen, hvad det betyder, hvortil han spørger om jeg vil have det at vide over telefonen. Om jeg får det at vide over telefonen, ansigt til ansigt eller brev er mig lige meget – jeg vil bare gerne have svaret. “Det er noget kræft” …. “Okay…” Det er sådan hvad jeg husker af resten af samtalen. Jeg nåede dog alligevel lidt ambivalent, at tænke “FEDT!” jeg skal i narkose, det er sjovt og jeg kan godt forstå narkomaner bliver forfaldne” samt “ej, det er måske upassende at tænke lige nu - det er vel ret skidt det her”. Resten af samtalen husker jeg ikke rigtigt. Tror den var meget kort, hvor han også påpegede at det var noget svært noget at snakke om over telefonen og at der ville være mange spørgsmål og hele tiden komme nye. Men han spurgte i hvert fald lige kort om hvordan jeg havde det.. Og jeg havde det helt fint. Det var rart endelig at få besked. Jeg ved ikke om jeg havde været nervøs, men i hvert fald var jeg lettet. Jeg havde afleveret projektet samt fået svar på prøven. Videre. Juleferie!
16. december.
Da jeg var til samtale fredag og PET-Scanningen ligger en tirsdag (hvor jeg skal være fastende) nåede jeg aldrig at få noget info om noget. De ringede og gav beskeden, om at jeg skulle til PET scanning. Går ud fra, at det er fordi breve og e-boks ikke er hurtigt nok, at de ringer. Men fint nok med mig.
Da jeg var til samtale fredag og PET-Scanningen ligger en tirsdag (hvor jeg skal være fastende) nåede jeg aldrig at få noget info om noget. De ringede og gav beskeden, om at jeg skulle til PET scanning. Går ud fra, at det er fordi breve og e-boks ikke er hurtigt nok, at de ringer. Men fint nok med mig.
Af en eller anden grund, er de altid tidligt oppe i Aarhus. husker ikke præcis hvornår de forskellige undersøgelser er, men 9/10 gange skal jeg op MEGA tidligt. Heldigvis bliver William passet på skift mellem sine bedsteforældre, så Michell kan tage med til alle samtaler og de undersøgelser der giver mening. Men jeg er så træt om morgenen – kunne det da bare være kl. 10 altid, i stedet for 7.30 i Aarhus.
Men, til den PET-scanning, skal man have sprøjtet radioaktivt sukker ind. Det er noget med, at raske celler optager mindre sikker end kræftceller og så lyser sukkeret op i PET/CT-scanneren. Inden da, skal man ligge stille i én time. Ikke bare lidt stille. Helt stille. Jeg skal sørge for at ligge, så ingen af mine muskler spænder. Efter 45 minutter skal man drikke et stort glas vand og så gå ud og tisse. På kommando. Jeg finder en podcast om hvordan man skal agere, hvis man får rykket armen af. Enormt spændende. Desværre stoppede den efter 20 minutter, og da jeg stadig ikke måtte røre mig. Ja, det var egentlig lidt kedeligt. Da jeg fik lavet MR-scanningen døjede jeg meget med at mit ben gjorde ondt når det var strakt ud, så jeg måtte have en pude under og de måtte stoppe undersøgelsen. Denne gang var jeg forberedt og kunne få en masse puder under mit ben.
Undersøgelsen husker jeg som tage omkring 20 minutter af to omgange, da de skal scanne hele kroppen og de kan kun tage den ene halvdelen af kroppen af gangen. Efter første omgang spørger hun om jeg skal tisse. Tænker de måtte kunne se det på skærmen, men det forsikrede hun mig om at de ikke kunne, de havde bare erfaring med at mange skulle tisse. Det skulle jeg også. Helt enormt meget. Det var ulideligt at ligge på det bord i 20 minutter uden at må røre sig overhovedet og skulle tisse. Anden halvdel gik meget bedre.
Det var en lang beskrivelse af PET-scanneren. Den var egentlig ret kedelig, og kan kun bruges til at vise om det har spredt sig. Kunne jeg læse mig frem til på nettet…
18. December
Johnny ringer med svar på PET-scanningen. Som en sand krisepsykolog ville have gjort det, starter han med navn, sted og derefter at de ikke har spredt sig. Præcis som jeg havde lært det på mit kursus kort forinden. Derudover snakkede han om, at jeg skulle have kemo, operation og stråling. Men først og fremmest kemo, de andre ting blev bare nævnt. Igen husker jeg ikke helt, hvad han egentlig sagde. Men jeg var da glad for at det ikke havde spredt sig. Johnny siger, at jeg skal videre til onkologisk der varetager kemo da det er uden for hans område. Jeg kommer derfor ikke til at snakke med ham igen lige forløbig. Jeg fik dog det indtryk, at det er ham der skal operere mig. En sej mand der fortjener et indlæg senere. Han sagde, at han sendte besked videre og hørte jeg ikke fra onkologisk inden jul, så skulle jeg ringe til ham, altså til Johnny. For det skulle gå hurtigt og jeg skulle ikke vente. Lidt spøjs besked da den 18. december var en torsdag, og det derfor var begrænset hvor mange hverdage der var inden jul. Men ja, det skulle jeg selvfølgelig nok.
Johnny ringer med svar på PET-scanningen. Som en sand krisepsykolog ville have gjort det, starter han med navn, sted og derefter at de ikke har spredt sig. Præcis som jeg havde lært det på mit kursus kort forinden. Derudover snakkede han om, at jeg skulle have kemo, operation og stråling. Men først og fremmest kemo, de andre ting blev bare nævnt. Igen husker jeg ikke helt, hvad han egentlig sagde. Men jeg var da glad for at det ikke havde spredt sig. Johnny siger, at jeg skal videre til onkologisk der varetager kemo da det er uden for hans område. Jeg kommer derfor ikke til at snakke med ham igen lige forløbig. Jeg fik dog det indtryk, at det er ham der skal operere mig. En sej mand der fortjener et indlæg senere. Han sagde, at han sendte besked videre og hørte jeg ikke fra onkologisk inden jul, så skulle jeg ringe til ham, altså til Johnny. For det skulle gå hurtigt og jeg skulle ikke vente. Lidt spøjs besked da den 18. december var en torsdag, og det derfor var begrænset hvor mange hverdage der var inden jul. Men ja, det skulle jeg selvfølgelig nok.
Bagefter blev jeg alligevel lidt betænksom, da det hele næsten lyder for let. Det kan opereres. Det har ikke spredt sig. Bliver det hele ren leg? På en eller anden måde håbede jeg på at blive ordenligt syg. Når man skal have kræft, så skal man vel også blive syg og dårlig og kaste op konstant og væmmes ved alt. Det ser man jo på film, at man ligesom skal "kæmpe". Vendte den lidt med Michell og nåede frem til, at der nok skulle ske en masse ting alligevel og det nok skulle blive “spændende”. Det er meget ambivalent det hele, for i bund og grund ville jeg jo gerne være fri - men det er ligesom ikke rigtig en mulighed nu. Det er som en rutschebane man ikke kan se hvor kører hen. Man er ikke spændt fast, man kender ikke destinationen. Det eneste man kan er, at håbe det bliver en god tur.
18. december fortsat
Den får lige en plads for sig selv. De ringede nemlig fra onkologisk et par timer senere og siger de har en tid næste morgen. Som i rigtig tidligt - mindes det var omkring kl. 8. Da jeg gerne vil i gang, takker jeg selvfølgelig ja. Ved ikke om jeg egentlig havde et valg eller om jeg overhovedet kunne sige nej – jeg tror det ikke. De er meget ivrige med at det går så hurtigt som muligt.
Den får lige en plads for sig selv. De ringede nemlig fra onkologisk et par timer senere og siger de har en tid næste morgen. Som i rigtig tidligt - mindes det var omkring kl. 8. Da jeg gerne vil i gang, takker jeg selvfølgelig ja. Ved ikke om jeg egentlig havde et valg eller om jeg overhovedet kunne sige nej – jeg tror det ikke. De er meget ivrige med at det går så hurtigt som muligt.
19. december.
Tager plads i venteværelset sammen med et par mennesker uden hår og nogle andre der ser meget almindelige ud. Tænker de nok er færdige og at det bare er kontrol. Eller lige som mig, i udredning. Lige bortset fra at de alle sammen er gamle. Ikke gamle gamle. Men ikke unge og friske (siger ham der halter når han går hurtigt). Sad vel en halv time, før sygeplejersken kom. Bonna hedder hun. Med en fin rød julehat i håret - hvilken stemning at sprede – hun fik også at vide det var hyggeligt. I det hele taget var der pyntet rigtig pænt op over det hele. Hun var dog den eneste med “hat”. Jeg var selv snottet på det tidspunkt og forsøgte at spritte af hele tiden, men ind kommer lægen, "Philip den uhøflige" - der ikke vil give hånd. Han var forkølet sagde han. Får dårlig samvittighed over at have givet hånd til de andre og bekender at jeg også er snottet.. “men jeg spritter af og huskede at vaske hænderne inden” – og går så hen og spritter af igen.
Tager plads i venteværelset sammen med et par mennesker uden hår og nogle andre der ser meget almindelige ud. Tænker de nok er færdige og at det bare er kontrol. Eller lige som mig, i udredning. Lige bortset fra at de alle sammen er gamle. Ikke gamle gamle. Men ikke unge og friske (siger ham der halter når han går hurtigt). Sad vel en halv time, før sygeplejersken kom. Bonna hedder hun. Med en fin rød julehat i håret - hvilken stemning at sprede – hun fik også at vide det var hyggeligt. I det hele taget var der pyntet rigtig pænt op over det hele. Hun var dog den eneste med “hat”. Jeg var selv snottet på det tidspunkt og forsøgte at spritte af hele tiden, men ind kommer lægen, "Philip den uhøflige" - der ikke vil give hånd. Han var forkølet sagde han. Får dårlig samvittighed over at have givet hånd til de andre og bekender at jeg også er snottet.. “men jeg spritter af og huskede at vaske hænderne inden” – og går så hen og spritter af igen.
Samtalen tager relativt lang tid og bliver helt rundtosset til sidst af alle de papirer og bøger og informationer. De siger også, at jeg nok skal få det hele at vide igen. Men den korte er jo at jeg skal have kemo og om jeg har børn – hvilket jeg jo har – for så ville de lige give mig julen uden kemo. Fair nok, men den smule kemo skulle jeg nu nok kunne klare alligevel (på det tidspunkt har jeg stadig en forventning om det skal nok gå det hele), men siger da ikke nej tak (jeg siger ikke noget om jeg nok skal klare kemoen). De har trods alt flere erfaringer med det end mig. Jeg får at vide hvilke bivirkninger der er, f.eks. kvalme, men at sygeplejerskerne står klar med en masse kvalmestillende, så hvis der er det mindste, skal jeg bare sige til. Jeg fortæller så, at jeg også havde glædet mig lidt, for i deres mobil-app stod der at jeg må drikke en øl inden maden. Dette læste jeg iøvrigt med julelys i øjnene og tænkte fedt - Jeg skal have en kold øl hver aften. Hans svar var “Ahh... jeg tror der stod to” og så grinede vi lidt af det. I det hele taget var det en meget hyggelig blanding af seriøse fakta og sjove indslag. I afdelingen havde de også fået nyt fodboldbord og sygeplejersken nåede da også at udfordre lægen som selvfølgelig tog imod. Derudover skulle jeg forberede mig på hårtab som en sikker bivirkning. De anbefalede, at når håret lige så stille begyndte at falde af, at man så selv tog det helt af. Ellers så man først syg ud. Datoerne for kemo bliver også fastlagt den dag til den 27., 28., 29. december hvor de holder ekstraordinært åbent. Den 27. skal jeg så have anlagt et CVK (centralt vene kateter) som kemoen skal gives i. Senere skal jeg have en CVP (centralt vene port). Når man modtager kemo, kan man også risikere at blive steril, så ud af den blå luft spørger de om vi skal have flere børn. Vi havde vendt den lidt hjemmefra, så vi var forberedte på den ville komme. Selv vil jeg gerne (nøjes med at) have to børn – hvilket jeg snart har. Michell er ikke helt sikker at hun kan nøjes med to, så vi valgte at vi (jeg, man må vel ofre sig) gerne ville deponere sæd. Klokken er her ca. 10. Man kan åbenbart kun deponere sæd i Horsens, siger de, og det skal gøres inden 12, for der går de på juleferie. For at det skal være helt optimalt skal man gøre det to gange med to-tre dages mellemrum. Bum, jamen så må vi da til Horsens også. På det tidspunkt har vi vel kørt 2000 km på en måned på trods af vi ofte sover i Silkeborg for at holde transporttiden lidt nede. Men vi tager da bare en tur mere.
Inden jeg tager til Horsens får jeg dog lov til at se afdelingen jeg skal ligge på. De har valgt, at jeg skal ligge på ungdomsafdelingen som er to to-sengs stuer med stor fladskærm, playstation, xbox og en masse film. Lige ved siden af et rum med flere fladskærme, wii, pool, bordfodbold osv osv.. Jeg er imponeret over den luksus og tænker mere på det som et hotel. Faktisk et flot hotel, med pæne farver og flotte malerier. Må lige have taget et billede. Dog har de fået playstation 4 og nogle andre ting næste gang jeg kommer, så det må blive billeder efter renoveringen. Men jeg glæder mig til at prøve en PS 4. Nogle af tingene er doneret af en tidligere og nu selvstændig patient der mente at der var behov for noget nyt. Så tak til ham!
Jeg kan ikke sige nok gange hvor flinke “mine” sygeplejersker er. Mine fordi det er de samme tre der vil følge mig gennem hele forløbet. Mette, Else og Bonna.
Nå men, turen går til Horsens, vi har lidt travlt hvis vi skal nå det. Det er på fertilitetsklinikken vi skal ind. Inden man må "polere", skal man lige snakke med en læge. Hun spørger om vi har børn, hvortil vi jo kan svare at vi allerede har én og at der er en på vej. "Nåååååh, jamen så er I jo sikret børn" - og hun ser helt glad ud. Men ja.. Hun fortæller samtidig, at når vi har børn, kan de desværre ikke hjælpe med behandlingen, så vi skal selv, hvis vi vil have flere børn, finde et sted der vil hjælpe os. De vil dog gerne opbevare sæden gratis. Det føles sådan lidt uvirkeligt at sidde og snakke om, men det kan jo ikke rigtig vente og det skal gøres inden første behandling. Vi får et stykke papir hvor vi skriver under på at det er min ejendom osv. Husker ikke rigtig hvad der står. Vi læste det begge to, men jeg tænker på det som lidt… Ligegyldigt. Jeg var mere spændt på hvordan rummet så ud. Der var to døre, altså to rum. Jeg valgte døren til venstre
Bladene var lidt underlige. Der var et og et halvt pornoblad. Det der manglede halvdelen af siderne, var to af dem klistret lidt sammen (hvem stjæler halvdelen?). Det blev pænt lagt væk igen. De var i øvrigt fra 2013.. De må sgu være noget udstirrede de gamle blade. Men hey, man må jo ofre sig. Der var også nogle M blade – men det er da underligt at sidde og læse om biler (men hver sin lyst!). Det blev ikke M-bladet, men resten skåner jeg jer for. Man kan i øvrigt se koppen på det første billede stå på bordet – en ORDENTLIG stor kop. Jeg nåede frem til at den er stor fordi der er nogen der har svært ved at ramme. Det må være derfor… Stiller pænt koppen i skabet, for at hente Michell. Skal dog lige have taget blodprøver inden. Hun sidder helt sammenkrøllet og ser meget utilpas ud ovre i et hjørne af lokalet. Men ... Blodprøver, færdig, bum. ren rutine. Michell derimod – med sin enorme og gravide mave - har siddet sammen med to barnløse par der trykkede sidder og venter på hjælp. Jeg tror, uden at vide det på det tidspunkt, at hun havde det MEGET dårligt med det. Hun følte virkelig, at hun gjorde dem ondt. Stakkels mennesker. Og her er vi. Et barn. Et mere på vej. Og i tvivl om vi skal have nummer tre, men for at være på den sikre side kan vi da godt gemme lidt sæd. Vi gik ret hurtigt. Inden jeg gik, fik jeg dog at vide, at de ekstraordinært have åbent dagen efter og om jeg havde mulighed for at aflevere endnu en prøve inden kl 9. Mener det var kl 9. Det var i hvert fald, igen, tidligt! At de da ikke lærer at raske mennesker sover om natten!
Det var en lang dag!
22. december.
Til samtalen fik jeg at vide, at inden jeg kunne have kemo, skulle jeg lige have testet hjerte og nyrer. Igen med noget radioaktivt sukker. Nuklearmedicinsk afdeling hed det i øvrigt. Fedt navn! Man tænker på det som et sted de laver bomber. Bomber i mennesker.. Eller i hvert fald forgifter uskyldige mennesker som mig. Men det gik nu fint. Lige bortset fra at man igen skulle sidde stille i nogle timer. Jeg måtte dog bevæge mig på toilettet og skifte sang på mobilen denne gang. Rummet var derudover rigtig hyggeligt, med julepynt og små poser med småkager over det hele. Og saft. Og kaffe. og forskellige slags the. Samt en masse mennesker uden hår. Bioanalytikeren var rigtig flink og fik hurtigt sporet mig ind på, hvad der skulle siges for at de fortalte de spændende ting. Igen en informationsrig dag. Undersøgelsen af nyrene forgår ved at de indsprøjter det radioaktive stof i en blodåre (igen fra en stor metalbøtte med et stor rundt “atom”-klistermærke, på et rullebord). Hun forsikrede mig dog om, at det ikke var farligt. Ikke at jeg troede det var farligt.. Men det er da alligevel lidt cool med sådan en bøtte. Efter et par timer tager de en blodprøve, og ser hvor meget af de radioaktive sukker der er tilbage. Så kan de se hvordan nyren virker. Hjertescanningen ligner en DEXA-scaner, hvor man skal ligge i 30 minutter. Helt stille, igen! Jeg endte dog med at falde i søvn en 4-5 gange og vågnede op i spjæt. Tænkte åh nej hver gang, men hun sagde, da undersøgelsen var færdig, at det ikke gjorde noget. Og at billederne så fine ud. Fine, som i at de kunne bruges. Fik hende dog til at forklare hvad man kiggede efter og der kunne hun også med det blotte øje fortælle at jeg havde et godt hjerte – men hvem havde også været i tvivl om det. Høhø...
Til samtalen fik jeg at vide, at inden jeg kunne have kemo, skulle jeg lige have testet hjerte og nyrer. Igen med noget radioaktivt sukker. Nuklearmedicinsk afdeling hed det i øvrigt. Fedt navn! Man tænker på det som et sted de laver bomber. Bomber i mennesker.. Eller i hvert fald forgifter uskyldige mennesker som mig. Men det gik nu fint. Lige bortset fra at man igen skulle sidde stille i nogle timer. Jeg måtte dog bevæge mig på toilettet og skifte sang på mobilen denne gang. Rummet var derudover rigtig hyggeligt, med julepynt og små poser med småkager over det hele. Og saft. Og kaffe. og forskellige slags the. Samt en masse mennesker uden hår. Bioanalytikeren var rigtig flink og fik hurtigt sporet mig ind på, hvad der skulle siges for at de fortalte de spændende ting. Igen en informationsrig dag. Undersøgelsen af nyrene forgår ved at de indsprøjter det radioaktive stof i en blodåre (igen fra en stor metalbøtte med et stor rundt “atom”-klistermærke, på et rullebord). Hun forsikrede mig dog om, at det ikke var farligt. Ikke at jeg troede det var farligt.. Men det er da alligevel lidt cool med sådan en bøtte. Efter et par timer tager de en blodprøve, og ser hvor meget af de radioaktive sukker der er tilbage. Så kan de se hvordan nyren virker. Hjertescanningen ligner en DEXA-scaner, hvor man skal ligge i 30 minutter. Helt stille, igen! Jeg endte dog med at falde i søvn en 4-5 gange og vågnede op i spjæt. Tænkte åh nej hver gang, men hun sagde, da undersøgelsen var færdig, at det ikke gjorde noget. Og at billederne så fine ud. Fine, som i at de kunne bruges. Fik hende dog til at forklare hvad man kiggede efter og der kunne hun også med det blotte øje fortælle at jeg havde et godt hjerte – men hvem havde også været i tvivl om det. Høhø...
27., 28., og 29. december 2014.
William og Michell er begge med til at indlogere mig på min stue, hvor jeg heldigvis er alene.
William og Michell er begge med til at indlogere mig på min stue, hvor jeg heldigvis er alene.
Billedet giver ikke helt indtrykket af hygge. Andet en hvordan et sygehus nu er. Men der er alligevel gjort noget ud af sengetøjet (dog min egen hovedpude jeg har med) og farverne på væggene. Vi får alle en portion morgenmad. Michell og William må selvfølgelig også gerne få – hvilket vi ikke er vant til, men fedt nok! Pænt af dem. Vi kan bare tage løs. På dette tidspunkt har Bonna i øvrigt fået nytårshue på.
Inden det hele går i gang, skal jeg have anlagt mit CVK, som skal være i halsen de næste tre dage. Der er dog noget ventetid og det skal lige bestilles. Vi går lidt rundt og William render og leger. Der er også andre børn, så de hygger sig lidt sammen. Jeg går mest af alt bare og venter. Har læst der kunne være noget ubehag ved indgrebet, men er meget stille og rolig omkring det.
Da jeg endelig bliver hentet bliver jeg bedt om at lægge mig i sengen, så portøren kan køre mig. Det kan der dog ikke være tale om. Ikke om jeg skal ligge og blive kørt rundt, når jeg er sund og rask (i hvert fald føler mig, og ser ud til at være). Det ville da se mærkeligt ud. Så jeg får lov til at gå. Han synes det er lidt underligt og har ikke oplevet det før, men jeg får lov.
Jeg når frem til stedet hvor jeg skal have det anlagt, hvor der sidder en anæstesisygeplejerske klar. Hun mangler bare lige anæstesilægen, da han er i gang med noget andet. Da mit kateter skal anlægges akut, er der ingen andre på afdelingen end én læge og en sygeplejerske der spørger om jeg hedder Jens, mens han snakker i telefon. Fangede ikke lige at han snakkede til mig, men fik da sagt at jeg ikke hed Jens, og så gik han igen. Lægen kommer derefter kort ind og hilser og siger at han lige hurtigt skal noget andet, og så vil han komme igen. Et kvarter efter stormer en sygeplejerske ind og siger til anæstesisygeplejersken, at der brug for hende på H. Hun får fremstemmet noget, hvor den anden siger at det er nu. Hun beklager og må gå. Der kommer dog hurtigt en anden sygeplejerske der ikke er fra afdelingen og vi snakker lidt frem og tilbage. Hende den anden der gik var i øvrigt lidt berørt. Det var som om hun var ved at græde, da jeg fortalte min historie. Jeg fortalte ikke bare, selvfølgelig, hun spurgte selv ind. Men jeg tror det var fordi hun havde en datter på min alder der også læser på Aalborg Universitet, og jeg havde barn og barn på vej.
Men ind kommer en anden ung læge, der siger at det er ham der skal lægge det. Sygeplejersken ser lidt forvirret ud og har ikke prøvet det før, men lægen siger at han nok skal fortælle hende hvad hun skal gøre. Det er mega cool for mig, for så får man ekstra mange informationer og spændende ord at vide. Lægen har meget styr på det hele. Dette imponerer også sygeplejersken. Det gør også mig tryg – han skal trods alt stikke mig i halsen med en 15 cm lang nål der kan risikere at komme i hjertet eller punktere en lunge. Han bliver pakket ind i "bamsedragt", som han kalder det, da han kommer fra børneafdelingen, og ligner nu en der er klar til den helt store operation. Ikke helt klar, for det er sygeplejersken der skal lukke dragten bagfra – det ved hun dog ikke, så han står og venter 2-3 sekunder hvorefter han kigger tilbage og siger “hey…” og så fanger hun det. han må jo ikke røre ved noget. Jeg bliver pakket ind i alt mulig sterilt og kan ikke se noget. Det er ret varmt at ligger under sådan et stykke papir, men han er da heldigvis flink til lige at løfte for det når jeg spørger til det. Selve indgrebet var helt smertefrit. Altså noget nær 99 %. Om han har været enormt dygtig, heldig eller om det bare ikke gør ondt ved jeg ikke. Der stod dog der ville være ubehag og det kunne gøre lidt ondt. Men glad og tilfreds var jeg, og kunne blive kørt tilbage til afdelingen. Lidt utilfreds med at ligge i sengen – for jeg kan sagtens selv gå – men argumenterer ikke imod og tager det som en oplevelse. Han skal trods alt ikke argumentere over for mig, for at jeg skal blive liggende når hans regler siger at han skal køre mig.
Da jeg kommer tilbage sker der vel egentlig ikke så meget. Jeg bliver koblet til kemoen ret hurtigt, som der kommer billeder af her.
Maden på afdelingen kræver næsten et afsnit for sig selv. Men kort sagt var det alt hvad man kunne ønske. Der var altid tre retter at vælge imellem (også varm til middag). I løbet af dagen var der friskbagt kage, boller osv. samt slik, chokolade og kims chips i små poser. Jeg var pumpet fyldt med kvalmestillende men havde ikke lyst til at spise. Ikke at jeg havde det dårligt. Lysten forsvandt bare. Men jeg fik da noget ned – især hvis det indeholdte kartoffelmos og brun sovs. På andre tidspunkter skulle man bare sige til, så skulle de nok finde det man ville have. De havde også en masse lækker is jeg nåede at prøve noget af.
Jeg husker tiden som at den gik meget hurtigt, men var alligevel lidt rastløs. Når man er rask er det lidt kedeligt at ligge i sengen. Der var det dejligt med et par besøg af familie og så Mads E der kom og hentede mig. Besøgte mig, men passede det med at jeg så kunne køre med hjem – det var fantastisk!
Kommentarer