I dag har været en laaang, men god dag!
Først og fremmest har jeg siden fredag døjet lidt med svamp i munden der kun er blevet værre. Ringer man til sygehuset i weekenden har de selvfølgelig døgnvagt, men henviser til en anden afdeling hvis det er "akut" - hvad er akut? Mundsvamp? Jeg ringer simpelthen ikke til et akutnummer, fordi tingene jeg spiser smager lidt sjovt. :D Så ventede pænt til i dag. De havde jo sagt derinde, at jeg lige skulle kontakte dem først, for at blive tilset af en læge.
Men, jeg fik fat i en sygeplejerske i morges, der som altid, var enormt frisk at snakke med. Har man en dårlig dag, så kan man bare ringe til onkologisk ;-) Hun spørger til symptomer og jeg fortæller løs samt at jeg har fået piller med hjem samt besked på at ringe ind. Til akut-delen er der ikke rigtig nogen "opskrift" på hvad der er akut. Hun siger at det er enormt træls og belastende for mig at døje en hel weekend og så må jeg gerne ringe. Men, hun siger også, at nu er jeg ekspert på mig selv og hvad jeg mærker, så hvis jeg har haft det før og følger den behandling der er givet, så må jeg altså gerne gå i gang med behandlingen hvis det er weekend og så bare ringe ind og mandagen og sige jeg har gjort det. Jeg behøvede heller ikke komme til lægen denne gang, da jeg fortalte at læge sidst bare lyste mig lidt i munden og sagde min beskrivelse lød som svamp. Og piller... Bare spis! Så det kunne jeg altså bare gøre igen. Vil lige tilføje, at allerede her til aften er jeg nede på 10 % træls bismag af ... Udefinerbar mærkelig smag. Så det virker! Nu tager jeg lige en uge mere på dem, og så må jeg få nogle flere med hjem næste gang, så jeg kan gå i gang med det samme.
I morges skulle jeg så have taget blodprøver. Vi tager ind efter jeg har snakket med sygeplejersken. Planen er faktisk fra start, at dagen skal forløbe med blodprøver, cafébesøg samt en tur i Salling Super.
Vi kører ind for at få taget blodprøver, dog er der ingen parkeringspladser og vi ender med at parkere et stykke væk fra zoologisk have. En god gåtur på en 15 minutter. Da vi kommer frem får jeg nummer R50 - og på det tidspunkt står der ikke R på tavlen, kun C og T og andre bogstaver jeg ikke aner hvad betyder. Indtil.. Badum.. R30 kommer frem. Ventesalen er fyldt med mennesker! Og de sidder hulter til bulter og foran dørene. Ikke engang når de ansatte maser sig igennem for overhovedet at kunne åbne døren på klem flytter folk sig. Det går åbenbart kun den ene vej, at folk skal flytte sig for de ældre, for de sidder altså solidt plantet foran dørene her :P Vi fandt heldigvis to stole, da hverken Michell eller jeg er i stand til at stå op særlig længe. Ikke at jeg skal forklare mig for nogen, men jeg tog alligevel huen af - her kommer kemo-duden, jeg må gerne sidde.
Den samlede ventetid er tæt på halvanden time. Hyggeligt nok, vi får snakket en masse og læst nogle aviser. Og bliver sultne ikke mindst! Laboranten er dog i godt humør. Når jeg kan se at folk er pressede giver jeg den altid en ekstra skalle for lige at sprede lidt god stemning på den ikke "kvalmende høhø-måde". Fik hende til at stikke mig i højre arm denne gang, da jeg har en idé om den venstre stadig kan være lidt medtaget. Hun finder en helt ny åre og laver en fuldstændig smertefri prøve. Hun siger også pænt tak, da jeg fortæller hende at jeg slet ikke kunne mærke det, på trods af hun rodede lidt. Altså, jeg sagde ikke hun rodede rundt, men det gjorde hun lidt ;-)
Videre mod byen! Vi skal have afleveret den bog vi lånte til William, med moderen der får kræft, for hurtigt at finde noget kaffe! Bliver dog i tvivl om det overhovedet er rart at drikke kaffe når man døjer med mundtøjet, så vi vælger at spare pengene og bruge dem i Salling på lidt ekstra lækkert i stedet. Vi har kun været der én gang før i meget kort tid, så vi var lidt spændte. Mest mig... Havde et indtryk af, at de har lækre (men lidt dyre) ting. Det har de også! Ikke alle sammen specielt dyre, af hvad man kan forvente af frisklavet mad. Men til at betale... Vi endte med laksefiskefrikadeller til Michell og en "nordjysk salat" tror jeg den hedder med krebsehaler, noget krabbe og det utrolig lækre dild. Derudover fandt jeg forskellige skinker jeg fik nogle skiver af. Ikke mindst fik vi også ost med hjem. Den fantastiske Vesterhavsost og Arla Unikas Havgus vi gerne ville prøve. I morgen skal Michell til jordemoder, så har besluttet mig for at vi skal ind og have lidt pålæg igen - ikke det store, bare en stegt sild og måske en fiskefrikadelle. Det løber hurtigt op ellers :P Nå jo, de har også frisk fisk. Så vi købte fisk, vi kunne få til aftensmad. 28 kr. for kulmulefilet med skind til to personer. Vi har svært ved at vente til fredag, hvor vi får fisk igen fra Skagenfood. Med de priser, så er det nok heller ikke sidste gang vi tager der ind og køber fisk!
Undervejs i indkøbet kan jeg dog mærke, da vi er ved at nå enden, at jeg har kørt på reserverne. Jeg er ubeskriveligt smadret og lidt svimmel og næsten forpustet. Vil bare hjem! Vi spiser vores mad og så sidder jeg egentlig bare og stirrer ind i computeren og kan slet ikke koncentrere mig. Er virkelig udkørt, og har egentlig været det siden jeg kom hjem (nu hvor jeg sidder og skriver mit indlæg) dog er jeg lidt oppe at køre over hvor lækkert det var i Salling. Det er godt nok ikke sidste gang jeg kigger ind der!
Ha' det vel
Nick :D - der nu smager almindeligt igen. På alle måder... Kemolugten er nemlig også næsten væk!
Kommentarer