Dejligt at være hjemme igen - frisk oven på en portion blod.
Som de sidste par gange jeg har fået kemo, gik jeg heller ikke fri denne gang for lidt feber. Tirsdag aften har jeg meget lille appetit og let hovedpine, men lægger ikke noget yderligere i det. Der kan være så mange ting galt med mig. Jeg har underlige drømme i løbet af natten og vågner semi-frisk omkring kl 6 hvor jeg fryser helt vildt. Så ved jeg godt selv hvad klokken har slået. Feber. Temperatur på 38,4. Så længe den er under 38,5 vurderer jeg, at jeg godt kan vente med at ringe til sygehuset til åbner kl 9. I det mindste lige observere i hvert fald en time. Det kan jo være den falder. Stiger den til mere end 38,5, så må jeg selvfølgelig ringe til deres akutnummer. Den faldte så til 38,2 og så valgte jeg at ligge i sengen til kl 9, hvor jeg endte med at have det helt okay.
Kl. 9.30 ringer jeg så til sygeplejersken, der som altid er frisk at snakke med, og fortæller at jeg har feber. Hun kan godt huske mig, da jeg havde ringet ind et par dage tidligere. Alle kan huske mig - det kommer der mere om. Men, hun får status og vil lige vende den med lægen, da det er lægens afgørelse der tæller. Vi får i øvrigt også vendt min mundsvamp og de problemer jeg har med maven, og jeg bliver anbefalet nogle dråber jeg skal prøve. Det vil enten være sygeplejersken eller lægen der ringer tilbage.
Omkring en halv time til 3 kvarter senere ringer lægen tilbage, at hun gerne vil have mig ind til tjek. Fint nok og så må jeg op og i tøjet. Det er mega koldt, når man har let feber og stiger og falder tilfældigt...
Tanker om at skulle ind på sygehuset hele tiden
I forhold til at skulle ind på sygehuset hele tiden, så ser jeg det lidt som et arbejde. Det er ikke en belastning at skulle af sted, det er nødvendigt for at vores hverdag kan fortsætte. Som en bekendt i familien havde fået at vide, så er det også en investering i fremtiden. Dette gør, at jeg har det helt fint med at komme ind. De virker bare så forundrede over, at jeg gang på gang kan blive indlagt uden at være træt af det. Men hvad har jeg ellers at lave der ikke kan vente et par dage?
Velkomst på akutmodtagelsen på kræftafsnittet
På sygehuset bliver jeg taget pænt imod som sædvanligt og sygeplejersken kigger på mig og spørger om hun huskede rigtigt, at jeg havde været inde før. Tager huen af, og hun siger at jeg havde mørkt hår. Og om jeg ikke læste psykologi... Jo, det er mig. ;-)
Jeg bliver indlogeret på akutmodtagelsens sengeafsnit hvor jeg får dyne og tæppe, og så må der ellers måles blodtryk og temperatur. Temperaturen får jeg hende overtalt til at tage i øret, da jeg har døjet med maven siden mandag. Ikke at det krævede noget overtalelse, de er bare meget glade for at tage den længere nede. Det er ikke rart dernede til deres termometre med svejset plastikcover. Ikke engang om man så er rask...!
Mit blodtryk der også bliver målt er lidt lavt .. 105/x. Er det andet tal vigtigt? For så vil jeg prøve at huske på det næste gang :P og hun spørger om det er normalt det ligger lidt lavt. Faktisk, så begynder jeg mere og mere at tro mit blodtryk ligger lavt, for de siger det hver gang. Har bare aldrig oplevet det tidligere. Temperaturen er stadig lige over de 38. Der går noget tid inden laboranten kommer og tager blodprøver, men hun kommer da til sidst. Ikke noget nyt og spændende her... Og så er det ellers bare at vente. Det tager ca. 2 timer og hurtigere hvis de ikke har noget at lave.
Blodprøvesvar
Svarene kommer. Det ser ikke for godt ud. Mine hvide blodlegemer ligger på 0,03 og skal helst ligge over 3, så vidt jeg lige husker hun sagde. I hvert fald for kemopatienter... For raske mennesker er det 8. Så er der er ikke meget at tage imod med! Dette udløser antibiotika i drop. Sådan almenmæssigt, så har jeg det hele tiden fint nok, en smule hovedpine, men fint nok og tæt på normalt. Altså bortset fra jeg fryser lidt ekstra, men det kommer og går.
Men, dette resulterer selvfølgelig i at jeg skal blive i hvert fald natten over. På dette tidspunkt tænker jeg åh nej, og min verden bryder næsten sammen... For til om fredagen har vi bestilt fisk, vi skal spise med Mads og Sandi - tænk hvis jeg ikke når hjem!? Så skal den fryses, det vil næsten være synd ;-)
Men skal jeg blive, så bliver jeg selvfølgelig. Det er der, som sidst, ingen diskussion om - lægerne ved oftest bedst. Sygeplejersken fortæller også, at jeg skal have taget et røngtenbillede af mine lunger - det var ren rutine når man kom ind. Hun så lettere forvirret ud, da jeg sagde at det havde jeg altså ikke fået de andre to gange.
Flyttet til D1
Bliver flyttet til D1, som er en almindelig sengeafdeling. Der ligger ingen andre på stuen - win! Så kan jeg se TV hele natten. Sygeplejersken hilser yderst pænt og siger hun godt kan huske mig. Hun kan huske mit smil. Ja, jeg er egentlig meget glad for at være på kræftafdelingen, så smiler nok mere end de fleste, selvom der nu egentlig oftest er god stemning :P Men meget hyggeligt, at de alle sammen lægger mærke til mig. Ellers sker der ikke så meget. De tager min temperatur, som ikke har ændret sig og mit blodtryk ligger stadig lige over 100 - og igen bliver det påpeget at det er lidt lavt og om det er normalt. Det vælger jeg efterhånden at tro det er, når de nu spørger hele tiden.
Røngten
Der går ikke længe fra jeg får min plads ved vinduet, til der kommer en portør og siger han skal køre mig til røngten. På det tidspunkt er Michell og William lige på trapperne ved jeg, da de skal aflevere min hovedpude. Det er fast tradition efterhånden, at når jeg bliver indlagt, så kommer Michell og William når han er hentet i børnehaven og kigger til mig. Det har han vænnet sig helt til og går rundt på afdelingen som var det hans andet hjem.
De kommer ind af døren lige efter portøren, og så får William lov til at sidde i sengen mens vi kører. Det er en rigtig hyggelig portør der laver masser af sjov med William, som har en virkelig god tur. Der er jo fjernbetjening på sådan en seng, så den kan køre op og ned ;-) ....
Da vi kommer frem, får vi at vide der bliver lidt ventetid, ca. 5 minutter. 25 minutter senere kommer radiografen, eller hvad sådan en røgtendame hedder, ud og tager mig ind. Undersøgelsen tager knap 3 minutter.. I runde tal. Og så er det tid til at køre med portør igen. Igen er vi heldige og får en der hygger med William og tager sig god tid til rigtig at gøre det til en god tur.
Mad
Da jeg kommer ud sidst på eftermiddagen har jeg kun fået en energitæt is, da lysten til mad har været ret begrænset. Min mave rumler dog, og jeg har fået småkvalme - endnu mere ved tanken om varm mad. Så jeg ringer med klokken og spørger efter en sandwich. Sygeplejersken kigger lidt underligt på mig og så på klokken, da der kommer mad om en lidt mere end en halv time, men jeg må så forklare at jeg virkelig ikke har lyst til varm mad. Kun hvidt brød... Og der er langt fra hvidt brød til aftensmad. Hun går så på jagt på de andre afsnit og finder en bolle med æggesalat - mega win! Den tager mig vel 15 minutter at spise på trods af det kun er en halv bolle. Da der 15 minutter senere kommer mad har jeg også lyst til mos og noget sovs med kød og svamp og sådan noget... Og til "natmad" var der flødeboller, som ingen af de andre tog af. Så jeg kunne rigtig fråse :D
Natten og morgenen
Om natten er jeg overhovedet ikke træt. Jeg er også lidt forstyrret af at skulle sove med drop i porten. Men de siger det er et lukket system, og det derfor ikke skal tages fra. Fair nok... Posen er dog halvtom. Jeg ender med at se Daybreakers, en vampyrfilm, for derefter at kæmpe med at falde i søvn. Inden jeg lægger mig helt til at sove, skal jeg lige ud og tisse og ser så der er tilbageløb i slangen. Altså blod... Ringer derfor med klokken, og sygeplejersken kan godt se det og finder en ny pose. Jeg spørger om det ikke stopper til, hvis bliver der. Det gør det. Om det ikke kan ødelægge porten? Jo, det kan det... Fedt, hvorfor skal jeg holde øje med det mens jeg sover?! Jeg gider da ikke opereres igen for at få en ny port ind, fordi der ikke er sat vand på til natten, som i forvejen er vildt generende. Jeg får en ny pose, og spørger om der så er til hele natten. Det skulle der være... Pause... Men hun kan godt lige kigge ind og tjekke i løbet af natten. Jo tak, det må du egentlig meget gerne.
De kigger også ind et par gange og jeg vågner hver gang. Om morgenen spørger de hvordan jeg har sovet, for det virkede til at jeg sov utrolig let, hvilket jeg jo også gør. Hun tager mit blodtryk som er 64/x ... og spørger så om hun lige må prøve den anden arm, der så viser 94/x. Temperaturen er 37,1. Lidt senere kommer en bioanalytiker og tager blodprøver. Der er dog længere svartid når man er indlagt, og der er mere ro på det hele. Hvilket er fair nok, så de kan koncentrere sig mere om hasteopgaverne.
Til morgenmad får jeg et smilende æg og en omgang øllebrød - som jeg plejer :P Det er gur'!
Svar på prøverne... og hjem!
Hun kommer gående med en laborant, da hun skal give svar, og siger at min blodprocent er lav og de derfor skal lave en vagtprøve hvis jeg skal have blod. Og her ligger jeg bare og har det vældig fint - feberfri og det hele. Men cool nok! Dette tolker jeg som at jeg nok ikke kommer hjem i dag, og det skulle jeg i hvert fald heller ikke regne med. Sagt som om det godt kunne tage to dage... Mine fiskedrømme braste ;-)
Til stuegang siger lægen at han godt kan huske mig, men at jeg ser lidt mere medtaget ud denne gang end sidst - hvor jeg også havde hår og det hele. Han indleder med, at han godt synes jeg kan tage hjem igen denne gang. Rart! Jeg skal dog have noget blod inden. Derudover skal jeg have medicin mod svamp de næste 30 dage, da når det kommer igen så kort tid efter skal der mere behandling til. Antibiotika får jeg to typer med hjem af, jeg skal tage i... Tror det var 8 dage. De har skrevet det ned til mig :P Samt noget til at sætte tarmen i gang igen.
Og så er vampyren i gang!
Man sætter pludselig lidt ekstra pris, på alle de der bruger en masse tid på at tage ind og donere blod uden at få noget for det. De opbevares ved 4 grader, så det var lidt koldt at få den.
Jeg synes egentlig jeg havde det okay, inden jeg fik blod. Men jeg kunne godt mærke, at da jeg havde fået det havde jeg pludselig en helt anden energi og det var meget nemmere at rejse sig fra sengen uden at blive lettere svimmel. Ikke svimmel som når man rejser sig for hurtigt, bare sådan lidt. Langsom i det... Derfor også lidt svært at mærke. Men forskellen var stor da jeg så fik blod :-)
Kort efter kom Michell og William for at hente mig. Så spørger William "må jeg få en is" og Michell prøver at forklare, at det ikke er her man får is. Ind kommer en sygeplejerske og det første hun spørger om er "vil du have en is?". Vi jokede med, at næste gang William ser en person i hvid kittel, så spørger han efter en is. Hånd i hånd gik William og sygeplejersken ud og fandt is.
I morgen
I morgen skal jeg være på sygehuset igen til planlagt nyre- og hjertetest. Tidligt... Kl 7.45. Øv! :-)
Ellers er status at jeg er lidt træt. Ikke som i at jeg kan lægge mig ned og sove, bare afkræftet. Slappe af-humør uden at skulle tænke over eller tage stilling til noget.
Ha' det vel!
Nick :D - der tænker på om han skal have to poser blod næste gang ;-)
Kommentarer