I går da vi sad og så Politiskolen om aftenen og jeg skal sætte den næste på, kigger Michell meget underligt på mig i det jeg jeg sætter mig ned igen. "Hvad sker der?" - "det var bare lidt hårdt" svarer jeg.
Det var faktisk virkelig hårdt fysisk. Jeg ved ikke om min krop bare bliver mere og mere medtaget, men i hvert fald føler jeg mig hurtigere og hurtigere træt i dagene efter, end jeg gjort ved de første kemobehandlinger. Jeg rejser mig fra sofaen, tager film ud, sætter i cover, tager ny film frem og sætter i maskinen og så tilbage i sofaen. Bum, ikke noget vildt, men forpustet og hjertebanken som havde jeg løbet op og ned af trappen 50 gange. Der gik det også op for mig, at det nok var helt okay, at jeg havde ligget i sengen hele dagen. At kroppen nok havde behov for det. Så jeg tager det stille og roligt resten af aftenen, og lader min dejlige kone gå ned og hente en ny kold cola til mig. Den passer altså rigtig godt til de ristede hotdogs hun lavede til os. Genial aftensmad!
Hvad vil jeg gerne opnå med bloggen?
Jeg forsøgte lidt at beskrive på min "om-side" hvad man kan forvente af bloggen. Hvad jeg måske også selv forventede i sin tid. Efter lang tids gransken gik det op for mig i badet i dag, hvad det var jeg godt kunne lide ved de blogs jeg læste før jeg blev syg af kemoen og fik min endelige diagnose. Det var samspillet mellem de gode og dårlige dage.
Jeg ved fra mig selv, at jeg ikke søgte steder hvor folk kun beskrev hvor dårligt de havde - altså, jeg kan kun tale for mig selv. Folk skal skrive præcis hvad de lyster, også selvom det så kun er dårlige ting. En blog er personlig. Samtidig har jeg heller ikke lyst til at læse, at folk har været ude og handle, i zoo eller på mallorca. Som en bog eller en film, er det samspillet mellem det gode og det dårlige, der virkelig tæller og vækker følelser. Man kan måske populært sige, at for at kende det gode i livet skal man have oplevet det dårlige. Måske ikke så bogstaveligt som det kan lyde. Jeg skriver det måske om hvis jeg kan, jeg håber I forstår min hensigt. Ved at være ærlig, så får man selvfølgelig også fra begge sider, ellers er det ikke ærligt, for jeg vil næsten vove at påstå, at alle oplever noget positivt en gang imellem :-)
Med det sagt, så har jeg ikke tænkt mig at begynde at skrive anderledes nu. Det gik bare lige op for mig hvad jeg selv søgte i sin tid, og hvor jeg fik stillet mine "behov". Måske noget af tanken bag min blog er, at give lidt igen fra en mands synspunkter. Der var utrolig få mænd der har skrevet om dette emne. Jeg prøver stadig at finde ud af hvorfor jeg skriver, og jeg kan godt lide at kigge lidt tilbage på hvorfor jeg startede og hvorfor jeg handler som jeg gør. Nu bliver I så indviget lidt i de tanker også. Ikke at det er første gang I gør det, selvfølgelig. Jeg er dog ikke helt tilfreds endnu, så jeg må længere ned og finde ud af hvad jeg får ud af det hele, selvom jeg er utrolig positiv over alle tilbagemeldingerne jeg har fået for mit 'arbejde'.
Økodag i morgen
Jeg har også slappet 'lidt' af i dag. Egentlig ville jeg gerne have været med på camping i aften, hvor Michell skal hen og hente William ved hans mormor og morfar. Jeg véd bare, at hvis jeg tager med så holder jeg mig ikke i ro, og så bliver jeg nok træt i morgen. Og i morgen bliver en stor dag, vi skal nemlig til økodag og se køerne komme på græs. Michell har endda været så sød at købe en festivalstol til mig, så jeg kan være sikker på at kunne sidde ned - det tager trods alt fire timer. Men med så meget bedre jeg har det i dag i forhold til i går, så har jeg store forventninger til, at det bliver endnu bedre i morgen.
Besøg af Niels
Ellers har dagen gået med at se videre på Prison Break. I sengen altså. Jeg vågnede helt frisk i morges næsten uden kvalme. Jeg fik heller ikke mere kvalme eller kastede op, da Ina gylpede mig i munden mens vi lå og så Prison Break sammen. Den lille bandit! :-)
Her til eftermiddag kom sarkom-Niels på besøg, hvilket var rigtig hyggeligt. En rigtig hyggelig fætter. Jeg var lige ved at spørge om vi skulle gøre det næste weekend da jeg havde ligget hele dagen i sengen, men omvendt så har jeg også bare en masse overskud når han er gået. Altså fordi han går sin vej igen - høhø, Niels ;-)
Ha' det vel
Nick :D
Følg bloggen på Facebook
Følg bloggen på Facebook
Kommentarer