Det er vigtigt at holde modet oppe, for alle parter! Det er selvfølgelig nemt
at sige, for ham der allerede har det nemt. Det er også nemt at sige, til dem der ligger ned - så sådan skal det selvfølgelig ikke forståes, altså som endnu et pres i en sikkert hektisk hverdag for mange.
Da jeg skrev dette indlæg, søgte jeg for sjov på "kræft og humor" på google og fandt frem til denne artikel. Jeg kan lige citere fra den "Alle børnene så Find Nemo - undtagen Lars, han lå i behandling med kemo" ... det kunne jeg have fundet på at sige til Michell. Det har jeg nok også gjort, bare med lidt andre ord. Citatet er rigtigt nok, og fortalt af en med kræft, så det kan man altså godt :-)
Smil ;-)
Jeg har brugt humor meget i hele forløbet – også før jeg
vidste hvad jeg fejlede, om det havde spredt sig eller hvor det sad.
Michell sagde ”så længe du laver sjov, så ved jeg du er
okay” – sagt med lidt gråd i hendes stemme, da vi endnu ikke vidste noget på
det tidspunkt. Jeg kunne finde på at sige ”henter du ikke noget vand, jeg har
måske kræft”, hvilket hun ikke var kæmpe fan af (men jeg fik da mit vand), men det har alligevel åbnet
for nogle samtaler jeg ikke tror vi ellers ville have haft. For hvordan snakker
man om kræft? Hvordan åbner man op for samtalen? Det er et eller andet sted som
at snakke om hvordan man gerne vil have sin begravelse, og hvis man først
begynder at snakke om det, så har man allerede givet op og er klar til at blive
begravet. Sådan er det selvfølgelig ikke! Sådan skal det ikke være.
Hun har også sagt, at hun ikke ville bekymre mig med sine
tanker, for hun vidste jo heller ikke om det var noget. Om det bare var dumme
tanker. Måske det har været dumme tanker, men ikke desto mindre har det været
tanker og bekymringer. Med dét har jeg det på samme måde som med spørgsmål og underen
over alle mulige andre ting – hvis man ligger inde med noget, så eksisterer det af en grund og
grunden er ligegyldig, men nu er tankerne der, og så skal de også ud. Hvorfor skal
man gå med dem selv? Tanker og bekymringer har, i mine øjne, den ulempe af de vokser
og kan meget hurtigt blive til negative tanker hvis de får frit spil.
Med det sagt, så skal der selvfølgelig altid være plads til
at være ked af det. Plads til ikke at fortælle om sine bekymringer, hvis man
ikke mener de vil gøre andet end skade. Plads til bare at have lyst til lige at være
sig selv.
Skal jeg slutteligt bruge mig selv som eksempel, så tåler
jeg alle spørgsmål i forbindelse med mine sygdomme. Hvad jeg ikke så godt
tåler, er når folk ligner nogen der spekulerer over ting jeg ved ikke er sandt,
men ikke vil sige noget af frygt for at jeg ville blive ked af det. Eller mere
ked af at have kræft, måske – hvis man kan det?
Som jeg læste i en af mine utallige bøger i forbindelse med
projektet om børn der havde mistet en af deres forældre, kan man så sige noget,
der gør barnet mere ked af det, end det allerede er over at have mistet en af
sine forældre? Altså hvis man ønsker det bedste for barnet. Det samme synes jeg, for mit vedkommende, kan siges om at have en kronisk sygdom. Åbenhed er vejen frem.
Ha' det vel
Nick :D
Kommentarer