Det gik op for mig i dag, at der ikke er længe til mandag. Det går faktisk op for mig hver dag op til behandlingen, når man er lidt diffus, og ikke tænker så meget over det hele tiden. Så kommer det lidt som en overraskelse i løbet af dagene. Mandag er også sidste kemobehandling i denne omgang. Det er lidt underligt at tænke på, at de seks behandlinger allerede snart er overstået.
Når jeg skriver "denne omgang", så er det fordi jeg ikke rigtig ved endnu hvad der skal foregå. Kun nogenlunde, men ikke i hvilken rækkefølge.
Jeg ved, at jeg skal:
- Have stråler i 6 uger
- Opereres
- Måske have kemo efterfølgende
Men om det er operation, så stråler og efterfølgende kemo igen, det finder jeg forhåbentlig ud af på mandag. Eller i hvert fald bliver klogere på det - hvis de er blevet klogere på det.
Så hvad skal der ske?
Jeg tror, at jeg skal have stråler først, det er det indtryk jeg har fået af lægerne. Der skal dog gå en rum tid, før man må begynde i den næste behandling. Mine skanninger er sat til 22. maj (jeg når lige præcis at holde fødselsdag hjemme den 21. maj), og der er jo ret lang tid til. Selvom tiden går hurtigt for mig. Efter skanningen skal de så tage endelig stilling til om det er stråler før operationen. Som jeg har forstået det, så kan jeg risikere kemo efterfølgende hvis der skulle sidde lidt tilbage, og det vil kemoen så tage. Eller i hvert fald sørge for at det ikke skal sprede sig eller noget. Så mon ikke jeg skal have det? Det går jeg ud fra, så bliver jeg i hvert fald ikke skuffet.
Ferie!
At der går næsten en måned, hvor jeg formentlig bliver lige så frisk som jeg er mellem behandlingerne - og forhåbentlig endnu friskere da der er 14 dage ekstra, er jo næsten som at tænke på en ekstra sommerferie i "ferien" aka. sygemeldingen. Det føles næsten underligt at skrive, at jeg glæder mig. Men det bliver varmere ude, og i går sad jeg i tshirt ude i haven og slappede af og William kørte rundt på sin cykel (i sine nye ecco sko han fik i går, som hans forældrene håber på han ikke slider ned på under en uge) ... så hvad er der næsten ikke at glæde sig til, når det kun bliver varmere og hyggeligere?
Ha' det vel
Nick - der nyder det hele :-)
Kommentarer