Hvad skal vi kalde mig?
Jeg har, siden i går altså, forberedt mig en del på, at jeg kun skal have én sten fremover. Igen, som da jeg fik kræft forsøgte jeg sådan at fortælle til mig selv, at jeg skal opereres og have den fjernet, men jeg kan ikke rigtig fremkalde en reaktion. Jeg føler mig sådan lidt ligeglad med mine sten, egentlig. Måske fordi det er min 'pris' for at komme af med min knude. Faktisk, så glæder jeg mig lidt til det, for så er det overstået og knuden er samtidig væk. Nu mener jeg selvfølgelig også selv, at jeg har fået de børn jeg skal, så nu skal de vel ikke bruges længere? Jeg blev dog klogere, da jeg fik at vide de også producerer hormoner. Så det er nok okay, at jeg beholder den ene. Jeg skulle nødig begynde at få bryster, selvom der sikkert er nogle der mener det kunne se sjovt ud.
Michell og jeg sad i går mens vi spiste og forsøgte at finde på noget at kalde mig. Nick-et-sten klinger ikke så godt. Michell kom op med "Nick-half-a-man", men det er næsten for langt. Og for engelsk. Oversætter man det til dansk, så får man "Nick-halvmand" som faktisk lyder helt okay. Det er sådan lidt funky, og hvis folk spørger, så kan man svare med glad stemme "det var min pris for at slippe for kræft" eller "jeg har kun én sten tilbage, vil du mærke?".
Selvfølgelig kommer jeg nok ikke til at bruge udtrykket hver dag. Jeg vil heller ikke være kræft-duden, der ikke snakker om andet end at jeg er syg eller har været. Den er en del af mig, men det er mine fødder også, og dem snakker jeg heller ikke hele tiden om. Hvem vil høre om dem hele tiden? I stedet har jeg bloggen, hvor folk uopfordret kan følge med, og så kan man snakke om andre ting når man er sammen. Ikke at jeg ikke har lyst til at snakke om mine sygdomme, selvfølgelig.
Har I bedre forslag til øgenavne? Ikke mobbe-navne, vel at mærke. "Grimme" er f.eks. ikke okay! (jeg er jo ikke grim, vel!)
Hvordan skal jeg reagere på at skulle opereres?
Jeg har set alt hvad der kan støves op af Alarm 112, skadestuden, lægehelikopteren, redningskvinder. You name it. Derudover har jeg støvsuget youtube for videoer med operationer, fjernelse af bylder, bumser og ørevoks. Selv larver i øjne. Der skal virkelig meget til at ryste mig. Jo vildere, jo bedre. Selv når det hele går galt, synes jeg er spændende at se.
På trods af det, så er jeg rolig omkring alt hvad der hedder sygehusvæsen. Det er måske i forbindelse med min egen uddannelse og det ting jeg ellers har gennemgået (selvfølgelig er min fortid skyld i jeg reagerer på tingene som jeg gør, sådan er vi alle jo). Min tiltro til andre er ret stor, især læger. Det er dog en "faglig tiltro" hvis man kan formulere det sådan, for jeg er også realistisk. Læger er ikke større orakler end andre mennesker, dog har de en uddannelse der opfordrer til at tænke selvstændigt samtidig med, at de fleste læger har et behov for at gøre en forskel. At gøre sit bedste. Det at gøre sit bedste, er nok for mig. Selvfølgelig vil jeg gerne have den bedste, men de kan alle ikke altid få. Læger er også mennesker der har behov for søvn, fritid og uddannelse. De har også en morgen hvor de kan tænke "nu er der ikke lang tid til ferien hvor vi skal syd på". De er ikke maskiner.
Det blev en længere smøre. Læger er fine nok, de er ikke orakler, de er mennesker som alle andre med behov som du og jeg. Der er altid brodne kar, det er der alle steder, det kan man ikke undgå. Som helhed, så tror jeg på det bedste i folk, og at folk gør deres bedste de kan præstere i det givne øjeblik. Folk præsterer ikke bedre af at blive råbt af :-)
Som min vejleder befriende og uopfordret sagde til mig den første dag, så var det helt okay at man ikke lige havde læst hele pensum, det kunne man alle have sine grunde til. Det eneste han forventede, var at folk selv gjorde en indsats. Han kunne ikke lære folk alt, men han skulle nok lære det fra sig han kunne, og så måtte folk selv klare resten. Han var en awesome vejleder, virkelig, virkelig dygtig. Havde læst alt hvad man kunne komme i nærheden af inden for sit felt. Så var man interesseret i noget, så kunne han fortælle i timevis. Han mødte folk hvor de var. Det gav blod på tanden til at yde en ekstra indsats.
På trods af det, så er jeg rolig omkring alt hvad der hedder sygehusvæsen. Det er måske i forbindelse med min egen uddannelse og det ting jeg ellers har gennemgået (selvfølgelig er min fortid skyld i jeg reagerer på tingene som jeg gør, sådan er vi alle jo). Min tiltro til andre er ret stor, især læger. Det er dog en "faglig tiltro" hvis man kan formulere det sådan, for jeg er også realistisk. Læger er ikke større orakler end andre mennesker, dog har de en uddannelse der opfordrer til at tænke selvstændigt samtidig med, at de fleste læger har et behov for at gøre en forskel. At gøre sit bedste. Det at gøre sit bedste, er nok for mig. Selvfølgelig vil jeg gerne have den bedste, men de kan alle ikke altid få. Læger er også mennesker der har behov for søvn, fritid og uddannelse. De har også en morgen hvor de kan tænke "nu er der ikke lang tid til ferien hvor vi skal syd på". De er ikke maskiner.
Det blev en længere smøre. Læger er fine nok, de er ikke orakler, de er mennesker som alle andre med behov som du og jeg. Der er altid brodne kar, det er der alle steder, det kan man ikke undgå. Som helhed, så tror jeg på det bedste i folk, og at folk gør deres bedste de kan præstere i det givne øjeblik. Folk præsterer ikke bedre af at blive råbt af :-)
Som min vejleder befriende og uopfordret sagde til mig den første dag, så var det helt okay at man ikke lige havde læst hele pensum, det kunne man alle have sine grunde til. Det eneste han forventede, var at folk selv gjorde en indsats. Han kunne ikke lære folk alt, men han skulle nok lære det fra sig han kunne, og så måtte folk selv klare resten. Han var en awesome vejleder, virkelig, virkelig dygtig. Havde læst alt hvad man kunne komme i nærheden af inden for sit felt. Så var man interesseret i noget, så kunne han fortælle i timevis. Han mødte folk hvor de var. Det gav blod på tanden til at yde en ekstra indsats.
Ringet op af AUH i morges - der er brev i din e-boks
Der er telefon-service fra Aarhus. Jeg blev ringet op i morges, at de havde sendt et brev til mig på e-boks, og så ville hun lige sikre sig, at jeg læste det. Okay, det er selvfølgelig også ret kort varsel, i det jeg skal ind i morgen. Det er træls for dem, hvis folk ikke møder op. Jeg får dog både mail og sms når der kommer brev, ellers er det umuligt at holde styr på e-boks og finde sit nemid frem for at tjekke den hver dag. Havde det været lidt tidligere, så kunne man kalde det "morgenvækning" (måske man kan bestille det?)
Der er kommet indlæggelsesbrev, at jeg skal ind i morgen, onsdag d. 6. kl 11, og jeg skal medbringe
Ellers skal der i morgen foregå følgende
Der er kommet indlæggelsesbrev, at jeg skal ind i morgen, onsdag d. 6. kl 11, og jeg skal medbringe
- toiletartikler
- morgenkåbe
- faldt fodtøj med skridsikker sål
- egne hjælpemidler.
Ellers skal der i morgen foregå følgende
- journaloptagelse
- blodprøver
- samtale med anæstesilæge
- samtale med sygeplejepersonalet
Jeg skal forvente at være færdig kl. ca. 15.30. Det bliver altså en ret lang dag, når jeg skal møde ind kl 11. Det er ret vildt så meget tid de bruger på os patienter, hver dag ;-)
Hvad så med at opdatere bloggen de næste dage?!
Forhåbentlig er jeg jo oppe at gå allerede torsdag i en sådan grad at jeg burde kunne tage hjem - og dermed opdatere bloggen fra jeg vågner. Man kan vel hvad man vil?
Mere realistisk, så overtager Michell min telefon. Ikke i ordets egentlig forstand, men jeg vil gerne opfordre folk til, hvis de vil kontakte mig torsdag/fredag, at ringe og skrive til Michell i stedet. Så skal hun nok holde jer ajour :-)
Jeg tror ikke jeg tager min computer med på sygehuset denne gang. Ellers kommer Michell med den undervejs. I stedet har jeg fået en app på min telefon så jeg kan blogge - det tager dog lidt længere tid end når jeg skriver fra computeren. Det bette tastatur er altså ikke nemt at skrive på. Men jeg vil forsøge så vidt muligt at opdatere - lige så meget for min egen skyld. Det er virkelig rart at have dagbogen efterfølgende.
Hvem ved. Måske der kan komme nogle spændende tanker frem, når man ligger i en morfinkoger?
Hvad så med at opdatere bloggen de næste dage?!
Forhåbentlig er jeg jo oppe at gå allerede torsdag i en sådan grad at jeg burde kunne tage hjem - og dermed opdatere bloggen fra jeg vågner. Man kan vel hvad man vil?
Mere realistisk, så overtager Michell min telefon. Ikke i ordets egentlig forstand, men jeg vil gerne opfordre folk til, hvis de vil kontakte mig torsdag/fredag, at ringe og skrive til Michell i stedet. Så skal hun nok holde jer ajour :-)
Jeg tror ikke jeg tager min computer med på sygehuset denne gang. Ellers kommer Michell med den undervejs. I stedet har jeg fået en app på min telefon så jeg kan blogge - det tager dog lidt længere tid end når jeg skriver fra computeren. Det bette tastatur er altså ikke nemt at skrive på. Men jeg vil forsøge så vidt muligt at opdatere - lige så meget for min egen skyld. Det er virkelig rart at have dagbogen efterfølgende.
Hvem ved. Måske der kan komme nogle spændende tanker frem, når man ligger i en morfinkoger?
Ha' det vel
Nick-halvmand :D
Kommentarer