Jeg har forsøgt at fremkalde en reaktion ved at sige i spejlet "jeg har kræft", men det virker ikke.

I dag er det blevet "hverdag" igen, hvis man ser bort fra at det er helligdag og vi alle er samlet. Det kom lidt bag på mig, hvor hurtigt vi glemmer at jeg skal til samtale på mandag. Generelt kommer det bag på mig, hvor lidt jeg tænker på at jeg faktisk har kræft. Dette på trods af, der faktisk er mange ting i hverdagen der minder mig om det - eller burde minde mig om - jeg er skaldet, jeg bruger utrolig meget tid på at skrive om det og jeg er stadig mærket af kemoterapien. Hjernen må have et effektivt forsvar :-) 

Forsøge at fremtvinge en reaktion i mig selv

Jeg forsøgte mig lidt med at stå i spejlet og sige "jeg har kræft" og "jeg har et sarkom i lysken" og sådan nogle ting, for at prøve at fremtvinge en reaktion. Det føles da lidt specielt at sige, men på en eller anden måde, så irriterer det mig også lidt at jeg ikke reagerer mere på det. Jeg tænker, at man et eller andet sted bør have en reaktion (hvis jeg ser bort fra min faglige viden). Reaktionen står selvfølgelig i mål med forventningerne til det hele, og lige nu er mine forventninger til det hele at 'selvfølgelig bliver jeg rask, den skal bare lige ud, og så skal jeg tilbage på studiet når jeg engang har fået stråler og kemo'. Så hvis jeg inde i hovedet sammenligner kræft med en omgang influenza der bare skal overståes, så er det selvfølgelig klart at jeg ikke reagerer mere end jeg gør. Jeg er selvfølglig klar over, at de ikke kan sammenlignes, så måske jeg i virkeligheden er klar over alvoren i det hele, og derfor 'nyder' livet som jeg gør nu jeg har muligheden for det. Det er store spørgsmål. Hvorfor reagerer nogle anderledes end andre?

Sat lidt på spidsen, som et hypotetisk spørgsmål, hvor meget skal man så gøre for at overbevise folk om at de er 'syge'? Hvor meget skal man snakke om det, hvis man er velfungerende på trods af synlig/usynlig sygdom? Er det lige så okay at være 'velfungerende' på trods af svær sygdom, som det er at være ked af det og sur? Og næsten endnu mere relevant; hvornår er det okay for pårørende at komme sig over 'nyheden' og synes at det hele faktisk er okay?

Det er måske en ilussion at gå i, "ikke at være syg". Men omvendt, så har jeg ikke fået andet at vide fra sygehuset end... ikke særlig meget egentlig, ikke i forhold til hvor meget jeg gerne vil vide alt. Jeg har i hvert fald ikke fået at vide, at det ser skidt ud, men omvendt har jeg heller ikke fået noget 'godt' at vide. Når jeg har hentydet til, at det er 'vel ren rutine, den skal bare ud', så har de været mere "ah, der er aldrig noget der er rutine her". Måske slet ikke når man taler om de sjælndere kræfttyper som min.

Man kan sige om lægerne og sygeplejerskerne, at de er ret tilbageholdende med de interessante oplysninger. Når man spørger, så kommer der som regel også fyldestgørende svar, men almindeligvis, så får man ikke mere at vide end nok til at man har en idé om hvad der foregår. Jeg tænker, at de er nervøse for at skræmme folk, eller bare tænker at 'almindelige' patienter ikke vil have alle detaljerne. Der adskiller jeg mig måske lidt, ved gerne at ville høre så mange udtryk som muligt.

Idéer til fremtidige indlæg

Jeg leger lidt med tanken et indlæg om det at være nær pårørende, altså Michell. Nu har jeg haft et indlæg om William og så kunne det være interessant at skrive et om Michell også. Det bliver dog ikke et, hvor jeg kloger mig på hendes hverdag på samme måde som med William, men i stedet hvor jeg kloger mig lidt på noget generelt, og så inddrager hende og hvad hun tænker om tingene. Det tror jeg kunne være lidt spændende. Om ikke andet, så er det også godt for min 'dagbog'. 

At skrive dagbog

At skrive dagbog er genialt. Det skal selvfølgelig ikke deles med andre, hvis man ikke har lyst til det. Men bare det at skrive ned, hvad man har oplevet, tænker, blevet fortalt osv. er utrolig givende. For mit vedkommende kan min hukommelse sammenlignes med hukommelsen fra en guldfisk, hvis der går meget mere end et par dage fra jeg har fået noget at vide. Så det at kunne læse tilbage og tænke "nå ja, det var sådan det var" er fedt. Især når man bliver ældre, og der er gået en masse år og det hele er kommet på afstand, så tror jeg det kommer til at være rigtig godt at have skrevet det hele ned.

Jeg kan kun opfordre til at gøre det! (og så bliver man også bare bedre til at skrive - det føler jeg i hvert fald). 

Status

Ellers har jeg været utrolig træt i dag. Michell lå på sofaen med Ina på brystet i går og sov allerede kl 21.30. Vi endte alle med at være i seng før 22, og det sker ikke særlig tit. Jeg lå dog lige og så lidt film inden, som jeg plejer.

I dag har jeg, på trods af en lang nat, været utrolig træt og haft ondt i hovedet. Panodil tog det værste, og efter afslapning i sofaen en times tid og 3 kopper kaffe blev jeg 'normal' igen. Det gav overskud til at få afkalket kaffemaskinerne. Da vi havde fået middagsmad fik jeg renset brusebadet for hår. Det trængte ;-) ... så sammenlagt har jeg gjort rent i 10-20 minutter i dag, i forhold til Michel der bruger nogle timer for hver 5 minutter jeg bruger. Den bandit.

Og så kom Ole på besøg. Vi lavede brunsviger og hyggede! Eller, jeg lavede brunsviger (og William hjalp lidt til).

Michell mente at mit forsøg på at fede mig selv op skulle med. Det er smøret og den brune farin der skal på kagen - eller, en lille smule af det. Man smager vel altid til?

Ha' det vel

Nick :D