Operationen - det lange indlæg

Så er der endelig overskud til at skrive 'lidt'. 

Fra en ende af, så startede vores dag torsdag kl 5.30. Vi havde egentlig sat uret til 5.00, men det hørte vi ikke - så heldigt nok vi havde sat to. Vi skulle være på afdelingen kl 7.00 fastende og uden drikke fra kl 06.00 hvor jeg skulle drikke et stort glas saft og spise to panodiler. Saften skulle være så man ikke gik sukkerkold.

Operationen var planlagt til kl 08.00, og inden da var der lige en kort samtale med sygeplejersken og så skulle jeg i sygehusets smarte tøj. Både skjorten og underbukserne er fyldt med knapper så de ikke skal bakse med noget under operationen, hvis det skulle blive nødvendigt. Og så er det rent, så når man har taget det på, så skal man så vidt muligt opholde sig i sengen, som man også bliver kørt til OP i. 

Ude foran OP lå jeg kort og ventede, mens vi snakkede lidt med sygeplejersken der skulle være med til operationen. Hun spørger Michell om hun vil med ind, og det vil hun heldigvis gerne. På dette tidspunkt er jeg efterhånden ret nervøs, uden jeg sådan helt kan fortælle hvad jeg er nervøs for. Det er ikke selve operationen. Det er måske lidt, at jeg ved at mor og Michell er nervøse (ikke at det havde været bedre hvis de ikke havde været med), så der var ikke noget de kunne have gjort anderledes. Men jeg tænker at det er helt okay, at være lidt nervøs inden man skal gennemgå en større operation.

Michell blev pakket pænt ind i alt muligt sejt tøj.

På næste billede kan man ikke rigtig se, at Michell holder mig i hånden - men det gør hun. Hun var lidt nervøs for hvad man må og ikke må inde på en operationsstue, men hun fik at vide af sygeplejerskeren "du må gerne holde ham i hånden". Jeg anede heller ikke hvad man må, men mest af alt var jeg bare glad for at hun måtte holde mig i hånden. Jeg er i øvrigt ved lagt et epidural-kateter, og for dels at jeg skulle få det bedre og det er nemmere for ham at lægge, så fik jeg noget beroligende af flere omgange. Det gav en dejlig snurrende fornemmelse i både kroppen og hovedet. Sådan, dejlig varmt-agtigt. Det gjorde hvad det skulle, beroligede mig.

Det var så her jeg lå de næste tre timer som selve operationen tog. Rummet var ret koldt at opholde sig i, men jeg tænker at det også er rarere at stå i et køligt rum i mange timer end i et varmt. Og så havde de en masse maskiner der ikke tålte varme så godt, sagde de. Ikke så rart i små underbukser og en tynd skjorte kombineret med at jeg var ret nervøs ved det hele. De havde dog sådan en varme-kanon de stak ned under tæppet, den hjalp enormt meget på det.

Michell var hos mig hele tiden indtil jeg blev lagt helt til at sove, hvor hun så blev sendt ud. Jeg havde troet at narkosen var ligesom sidste gang, hvor det føltes som at hamre en masse øl ned - det  var det slet ikke. I stedet sagde hun "nu får det til at sove på" hvor jeg så spørger "så går der 10 sekunder eller hvad" men det var i stedet tre minutter. Her snakkede vi om alt muligt, og hun spurgte om en masse ting. Michell fortalte efterfølgende at jeg begyndte at snøvle og sagde "det kan jeg ikke svare på, kan du ikke spørge Michell" og så gik der ca. ét minut før jeg var helt væk. Jeg kan dog ikke huske andet end at jeg sagde hun skulle spørge Michell. Boring. Det var ellers det jeg hele tiden havde set frem til. Da altid noget, at jeg fik noget beroligende. Så har jeg fået lidt sjov ud af det.

Ilten i næsen var ret irriterende at have siddende da jeg vågnede op - det var det der generede mig mest. Jeg var på grund af epiduralen helt smertedækket, så jeg vågnede op og kunne ikke mærke noget overhovedet. Til gengæld kunne jeg heller ikke mærke mine ben eller bevæge dem - de var helt lammede. Sygeplejersken stod dog da jeg vågnede, og kunne så fortælle at det var epiduralen og at jeg ville kunne mærke mine ben senere. Men alligevel lidt skræmmende at vågne med lammede ben.

Epiduralen var sat på halv dosis efter operationen, og så skulle den justeres derfra. Det begyndte ret hurtigt at gøre mere ondt, og jeg får også smertestillende i armen flere gange uden det rigtig hjælper. Det stopper bare smerten med at tiltage. Anæstesilægen kommer hen på opvågningen for lige at snakke med mig og justere epiduralen, og det hjælper også ret hurtigt. Tilgengæld tager det også følelsen i benet og jeg kan igen ikke rigtig bruge benet. Han siger at det er ret vanskeligt at lægge den, og man ikke altid ved hvordan og hvorledes, men at man kan give en lidt større dosis og så går smertedækningen lægere op af benet. Det var som om at den virkede 5-10 cm for langt nede. Men, en justering hjalp. Han mente at det var bedre at være helt smertedækket i det første døgn, og så ikke kunne bevæge sig så meget, og det var jeg jo egentlig kun helt enig i. Jeg havde ikke tænkt mig at gå nogle steder alligevel.

Sådan almenmæssigt, så havde jeg det rigtig fint lige indtil jeg skulle køres tilbage til afdelingen fra opvågningen. Sygeplejersken giver mig en 'pose' til at kaste op i, hvilket jeg undrer mig lidt over, men tak. Tror jeg. Jeg har det jo fint. Portøen tager fat i sengen og trækker den et par meter, hvorefter sygeplejersken lige skal hente nogle papirer. Herefter bliver jeg mega svimmel og begynder ellers at kaste op, og næsten råber "av for satan" på en meget anstrængt måde inde i mig selv - hvilket er en underdrivelse. For det gør nas, mega nas, at kaste op. Jeg er dog ikke typen der råber selvom det gør nas.

Tilbage på afdelingen kan Michell få lov til at pyldre lidt om mig. Hun tilbød at fodre mig med is, hvilket jeg takkede ja til, jeg tror dog at hun troede at jeg ikke kunne bevæge mine arme. Så hun grinede af situationen da jeg fortalte hende efterfølgende, at jeg altså godt kunne have spist selv hvis hun ikke havde gjort det. Måske det var fordi de gav mig vand på opvågningen, og det var lidt sværere for mig, selv at styre. 

Når man får epidural og skal have den i længere tid, så får man også kateter. Sådan ser man ud, når man ser et tykt gummirør stukket ind i 'tappen'. Det ser ikke rart ud. Jeg tror det er endnu mindre rart at få den lagt. Jeg fik heldigvis lagt min under narkosen.

Tilbage var der kun at forsøge at spise og drikke. På trods af kvalmestillende endte jeg med at kaste op både aftensmad tordsag samt morgenmad og middagsmad fredag. Aftensmaden fredag kunne jeg holde i mig. Jeg endte i hvert fald med at spise en del kiks og noget is, det kastede jeg ikke op af.

Da plasteret skulle skiftes greb jeg chancen og tog et billede. Dels kunne jeg ikke rigtig selv se såret, da det ikke var så rart at bøje i kroppen, og så skulle I jo heller ikke snydes for et billede. Det er faktisk et ret stort ar! Altså taget i betragning af knuden ikke var større.

I dag, lørdag, spiste jeg for første gang oppe. Det skulle da næsten fejres med en selfie. 

Da epiduralen skulle fjernes, lokkede jeg sygeplejersken til at tage et billede af den. Denne gang kunne jeg dog overhovedet ikke se den selv, af gode grunde, da den jo er på ryggen. Men billedet får I også. Den blev slukket i morges, her to dage efter operationen, og så blev den siddende til kl 15 hvor den blev fjenet. Det betød at den stoppede med at virke, men hvis det skulle blive uudholdeligt, så kunne de starte den igen. Det er trods alt federe end at blive pumpet fyldt med morfin. Det blev dog ikke nødvendigt. Jeg har dog fået én ekstra depotsmertestillende, da det begyndte at gøre lidt ondt.

I samme omgang fjernede hun kateteret. Mit ansigtsudtryk fra da jeg første gang fik øje på den, beskriver nok meget godt hvordan jeg så ud da den skulle fjernes. Det svier helt vildt, selvom det heldigvis hurtigt stopper igen. Det får I ikke billeder af ;-)

Så kom familien, konen og min moster og onkel på besøg med deres børn i dag. En større portion, men det var rigtig hyggeligt og dejligt med besøg. De skulle videre ud til mormor og morfar og hygge, og så lidt triste ud over at jeg skulle ligge her. Det er dog okay, jeg er sikker på at jeg nok skal komme med en anden gang og få en pizza :D 

Jeg har også været oppe at gå flere gange. Fysioterapeuten startede allerede i går, én dag efter operationen, med en gåvogn og nogle øvelser - der er ikke tid til at ligge på den lade side. Mere insisterende mennesker skal man lede længe efter, men det er fedt. Det får sikkert de fleste i gang. Jeg kom da også op, selvom jeg ikke troede specielt meget på det. At det så ikke blev til mere end 10 skridt sammenlagt virker måske lidt slapt, men hun så meget tilfreds ud. Utroligt man kan blive så slap? I dag har jeg så fået krykker jeg har været ude med et par gange. Jeg har også fået fjernet kateteret, så nu skal jeg på normal vis liste mig ud på toilettet. Det var altså meget nemmere bare at ligge i sengen. 

Jeg må ligne noget katten har trukket med ind, for hver gang jeg går, så står de klar med spørgsmålet "skal du have noget smertestillende" men "nej, jeg skal ikke have noget smertestillende, det er bare ikke særlig rart at bevæge benet". Det er en underlig følelse, for det gør ikke desideret ondt, det er bare ikke særlig rart. Så længe jeg ikke ser sjove farver eller sådan noget, så gider jeg ikke have alt det smertestillende så længe det ikke gør ondt. De fortæller jo også hele tiden at det giver forstoppelse, og det har jeg prøvet seks gange for meget i løbet af de sidste måneder. Det betyder dog ikke at jeg har lyst til at have ondt - jeg synes dog at jeg er rimeligt smertedækket. Det er også fair nok at kunne mærke man er blevet opereret. Tænker jeg. 

Sove om natten (og om dagen)

Jeg har sovet rigtig godt. Den første nat lå jeg alene, men dag to kom der en mand ind. Intet ondt om mennesker der snorker, det kan de ikke gøre for, men han snorkede virkelig højt! Jeg er typen der vågner i det folk tager fat i håndtaget til døren, så jeg er klar og vågen i det de træder ind. Ofte tror de jeg slet ikke har sovet... Så det passer mig virkelig dårligt, når folk snorker. Heldigvis har de ørepropper man kan få, så det blev alligevel en god og lang nat med masser af søvn. 

Om dagen sover jeg også en hel del. Jeg kan dog mærke at jeg er mere og mere vågen. I går sov jeg rigtig meget. Jeg har dog haft et par gange hvor jeg er blevet utilpas i sengen, sådan næsten klaustrofobisk eller rastløs. At jeg bare skal op og gå. Udenfor. Et eller andet. Bare ud af sengen. Det stoppede ikke af, at jeg så ikke kunne bevæge benet. Jeg lagde mig i stedet til at sove, og så var det væk da jeg vågnede. Da altid noget jeg kunne falde i søvn. 

Samtale med lægen

Kirurgen der operedede mig kom forbi i går, men da han skulle til en anden operationen gik han meget hurtigt igen. Nu havde Michell jo også fået at vide, hvordan operationen var gået, men jeg fik da mulighed for hvis jeg havde noget spørgsmål, at stille dem. Det havde jeg dog ikke. Han gentog hvad han havde sagt til Michell, at operationen var gået rigtig godt. Han var meget tilfreds. Jeg fik spurgt ind til benet, og der skulle ikke være noget hævelse som følge af operationen, men måske jeg havde misforstået ham lidt i starten, for risikoen skulle i hvert fald opstå i forbindelse med strålingen (hvis ikke både strålingen og operationen?) men i hvert fald er jeg i god behold indtil videre, og det er det vigtiste.

Besøg
Der har også været masser af besøg, det har været dejligt. Et gammelt venskab, Morten, kom forbi i går efter skole. Det var lidt sjovt lige at hilse på ham igen.
Derudover har min far og Lone været på besøg. I går var Michell også lige et smut forbi. Meget stile og roligt hvor vi egentlig bad sad og slappede af - og jeg sov en del - men det er jo også rart en gang imellem :-) 

Status

Ellers så har min temperatur været normal. Mit blodtryk har været lavt hele dagen i går, men det er blevet bedre i dag. Nu er det over 100 siger de. Jeg kan, som altid, aldrig huske tallene selvom jeg spørger om dem flere gange. Men de holder ikke så meget øje med det mere i hvert fald.

Følelsen i benet er stort set tilbage, det er dejligt nok. Det er underligt ikke at kunne mærke benet. Jeg kunne mærke noget i dag der irriterede, hvor jeg til sidst tænker 'så løfter jeg benet og kigger hvis det skal være på dén måde', og så lå jeg oven på hætten til en slange der næsten havde boret sig op i låret. 

Nå ja, alt på kroppen klør. Klø, klø og atter kløe hele tiden. De siger det er morfinen, men for dælen der kløer! Og så skal det altid klø under det ben man ikke kan løfte. Eller det andet ben man ikke kan nå. Eller på ryggen så man skal til at vænde sig. Eller på hånden under plasteret. Hvorfor ikke bare på maven?! Eller armen? Okay, der kløer det også, men hvorfor ikke kun dér. 

Aftensmaden var æggekage og hjemmelavet is. Bare lugten af den varme mad gav mig kvalme, og jeg måtte opgive allerede dér. Isen var god. Rigtig god! Dog lidt for smeltet ;-) Sygeplejersken mener jeg mangler salt, så hun kommer med nogle chips senere - jeg håber de er gode. 

Og så skal man altså vænne sig til at have brug for hjælp til alt. Få et glas vand. Gå ud og tisse. Hente comptueren. Hente laderen til computeren. Hvorfor bad man ikke bare om begge ting i første omgang? Hent dit og hent dat. *ding ding ding* lyden af mig der hiver i den røde snor hele tiden. Så selvom de hele tiden siger "bare træk i den", så sidder jeg stadig og tænker 'skal jeg tisse, eller tror jeg bare jeg skal tisse - jeg venter lige lidt'. Eller 'hvonår jeg kan tillade mig at hive i den igen'. 

Nå, nu skal jeg ud og tisse, igen, *ding ding ding*.

Ha' det vel
Nick :D