Opfølgning
Dette indlæg skal læses i forlængelse af det indledende indlæg som kan læses her.
Indledning
Artiklen jeg vil diskutere i dette indlæg, læste jeg kort tid efter jeg selv havde fået min diagnose, og jeg kan huske hvordan jeg egentlig synes den gav meget god mening. I hvert fald lige indtil jeg nåede til kommentarerne i bunden af artiklen, hvor folk ønskede at lægen fik kræft, hans familie fik kræft osv. Så gik det op for mig, at man virkelig skal passe på med hvordan man formulerer sig.
I hvert fald, så syntes jeg artiklen var spændende og havde nogle gode synspunkter (eller kunne have). Jeg har forsøgt at fremhæve artiklens synspunkter, og så 'ændre' dem, til noget jeg synes giver mere mening. Artiklens indhold var også noget jeg diskuterede med Michell efter jeg havde læst den, og vi forstod den begge på samme måde (og forskelligt fra 'masserne'), men vi kan godt se, hvad der får folk til at reagere så voldsomt som de gør.
Er kræft en god måde at dø på?
En britisk kræftlæge har udtalt at kræft er den bedste måde at dø på. Det er en interessant påstand, der straks gav anledning til hundredevis af sure mennesker der ønskede at manden fik kræft og døde. 303 kommentarer bare fra BT kan læses i bunden af artiklen hvis man følger linket. Fælles for debatten på BT, hans blog og Ekstrabladet er, at det ofte går igen at folk skriver "hold da op, man kan godt høre han aldrig har haft kræft inde på livet".
Det har jeg haft, så nu prøver jeg 'lykken' og skriver et indlæg med nogle af mine tanker omkring det - det kan jeg vel tillade mig nu, hvis udgangspunktet er mig selv.
Selve debatten han skaber er først og fremmest hypotetisk, da man aldrig har muligheden for at vælge mellem at dø i et trafikuheld eller af kræft. Døden er noget der indtræffer uventet, men man så vidt muligt helst vil undgå. Jeg har dog forsøgt at ridse debatten og argumenterne op, så jeg synes man kan bruge dem til noget. Kort og godt, så handler det om hvilken måde der er bedst at dø på ud fra to scenarier; pludselig uden mulighed for at sige farvel eller efter svær sygdom med mulighed for at sige farvel. Lægen er tilhænger af den sidste. Om budskabet kunne have være formidlet bedre, vil jeg lade være usagt - i hvert fald er mange stærkt uenige med ham.
Dette indlæg skal læses i forlængelse af det indledende indlæg som kan læses her.
Indledning
Artiklen jeg vil diskutere i dette indlæg, læste jeg kort tid efter jeg selv havde fået min diagnose, og jeg kan huske hvordan jeg egentlig synes den gav meget god mening. I hvert fald lige indtil jeg nåede til kommentarerne i bunden af artiklen, hvor folk ønskede at lægen fik kræft, hans familie fik kræft osv. Så gik det op for mig, at man virkelig skal passe på med hvordan man formulerer sig.
I hvert fald, så syntes jeg artiklen var spændende og havde nogle gode synspunkter (eller kunne have). Jeg har forsøgt at fremhæve artiklens synspunkter, og så 'ændre' dem, til noget jeg synes giver mere mening. Artiklens indhold var også noget jeg diskuterede med Michell efter jeg havde læst den, og vi forstod den begge på samme måde (og forskelligt fra 'masserne'), men vi kan godt se, hvad der får folk til at reagere så voldsomt som de gør.
Er kræft en god måde at dø på?
En britisk kræftlæge har udtalt at kræft er den bedste måde at dø på. Det er en interessant påstand, der straks gav anledning til hundredevis af sure mennesker der ønskede at manden fik kræft og døde. 303 kommentarer bare fra BT kan læses i bunden af artiklen hvis man følger linket. Fælles for debatten på BT, hans blog og Ekstrabladet er, at det ofte går igen at folk skriver "hold da op, man kan godt høre han aldrig har haft kræft inde på livet".
Det har jeg haft, så nu prøver jeg 'lykken' og skriver et indlæg med nogle af mine tanker omkring det - det kan jeg vel tillade mig nu, hvis udgangspunktet er mig selv.
Selve debatten han skaber er først og fremmest hypotetisk, da man aldrig har muligheden for at vælge mellem at dø i et trafikuheld eller af kræft. Døden er noget der indtræffer uventet, men man så vidt muligt helst vil undgå. Jeg har dog forsøgt at ridse debatten og argumenterne op, så jeg synes man kan bruge dem til noget. Kort og godt, så handler det om hvilken måde der er bedst at dø på ud fra to scenarier; pludselig uden mulighed for at sige farvel eller efter svær sygdom med mulighed for at sige farvel. Lægen er tilhænger af den sidste. Om budskabet kunne have være formidlet bedre, vil jeg lade være usagt - i hvert fald er mange stærkt uenige med ham.
Artiklen
Nu kan jeg godt lide at tænke lidt anderledes, så jeg læser dermed også artiklen anderledes. Især fordi den er fra BT og de allerede har forsøgt at skabe (dreje) en bestemt debat, med måden de har sat den op på. For at begrænse debatten lidt, vil jeg derfor starte med at slå fast, at døden aldrig er ønskeværdig. Altså for et sundt og raskt menneske. Debatten er derfor helt afsporet (i mine øjne), når udgangspunktet er at folk tror han ønsker, at de får kræft så de kan dø af det i stedet for at leve et langt og lykkeligt liv.
Man kan i hvert fald sige, at mine antagelser om hans holdninger er lige så legitime som andres modsatrettede holdninger til artiklen. Andres behov for at diskutere 'at han skulle bare have kræft' er op til dem. For mit vedkommende er det heller ikke kræften der er slemt. Det er kemoterapien og operationer der smadrer kroppen og hovedet. I mange tilfælde hører jeg også, at kræften er fundet ved et tilfælde og ikke ved svær og invaliderende sygdom. Det virker i hvert fald til, at det ofte er behandlingen folk hentyder til, når de siger kræft er slemt (men da behandlingen er en del af sygdommen, så hører de vel i bund og grund sammen?). Der er selvfølgelig undtagelser med invaliderende kræfttyper der ødelægger alt livsglæde, men dem har jeg af gode grunde ikke rigtig forudsætninger for at berøre.
Men som en mine forelæsere klogt sagde "man siger ikke hvad der bliver sagt, men siger hvad der bliver hørt". Artiklerne kan derfor forstås på mange måder. Lige så mange måder som der er læsere.
Så i stedet tager jeg nærmere udgangspunkt i: "hvor meget skal man gøre for livsforlægende behandling?" for at begrænse det hele lidt.
Man kan i hvert fald sige, at mine antagelser om hans holdninger er lige så legitime som andres modsatrettede holdninger til artiklen. Andres behov for at diskutere 'at han skulle bare have kræft' er op til dem. For mit vedkommende er det heller ikke kræften der er slemt. Det er kemoterapien og operationer der smadrer kroppen og hovedet. I mange tilfælde hører jeg også, at kræften er fundet ved et tilfælde og ikke ved svær og invaliderende sygdom. Det virker i hvert fald til, at det ofte er behandlingen folk hentyder til, når de siger kræft er slemt (men da behandlingen er en del af sygdommen, så hører de vel i bund og grund sammen?). Der er selvfølgelig undtagelser med invaliderende kræfttyper der ødelægger alt livsglæde, men dem har jeg af gode grunde ikke rigtig forudsætninger for at berøre.
Men som en mine forelæsere klogt sagde "man siger ikke hvad der bliver sagt, men siger hvad der bliver hørt". Artiklerne kan derfor forstås på mange måder. Lige så mange måder som der er læsere.
Så i stedet tager jeg nærmere udgangspunkt i: "hvor meget skal man gøre for livsforlægende behandling?" for at begrænse det hele lidt.
I artiklen bliver kræft sat op mod det at dø pludseligt (i blogindlægget fra lægen, nævner han fire måder at dø på). Nu er jeg meget usaglig og linker kun til BT, så kildekritisk kan der være en masse at rette op på. Lægeverdenen er dog uden for mit felt, og derfor finder jeg kilden okay som oplæg. Især når jeg faktisk ændrer præmisserne og indholdet væsentligt.
Så mener jeg kræft er en god måde at dø på? Det er allerede slået fast, at det ikke er fedt at dø af kræft. Det er generelt ikke fedt at dø, tror jeg. Man kan groft sagt dø på to måder; hurtigt (trafikuheld, hjertestop) eller langsomt (kræft, sygdom). Det er lettere for den ramte at dø hurtigt, hvorimod familien mister alle muligheder for at sige farvel. Ved et længerevarende forløb som kræft, er der mange muligheder for at sige farvel inden. Have en god tid op til. Som han skriver, så kan det gøres med et glas god whiskey og noget god musik med familie og venner omkring sig.
Så når jeg siger, at det er ikke mig det er synd for, men derimod min familie, så mener jeg det faktisk. Hvis det utænkelige skulle ske, at jeg bliver uhelbredeligt syg eller dør pludseligt, så er det dem der er tilbage, der er påvirkede af det. Dette er selvsagt et emne der er rigtig svært for mange at håndtere. Jeg er ikke fan af at have styr på alt, men jeg kan godt lide at have diskuteret tingene igennem inden de sker. Før vi gik i gang med at 'lave' William havde vi også snakket meget om hvad vi skulle gøre i tilfælde af, at skanningen viste dårlige tegn. At skulle tage beslutningen om at beholde ham eller ej, når man først står i situationen er svært. Rigtig svært!
I forhold til artiklen, så taler det imod mine synspunkter, at der ikke redegjort for om det er den livsforlængende behandling der hældes milliarder i, eller om det er alt kræftforskning og behandling han ønsker stoppet, for der helbredes immervæk en hel del syge hver dag, som ellers rigtig nok formentlig var døde. De dør hverken pludseligt eller af andre unaturlige grunde nu, hvor de er erklærede raske. Jeg tager derfor udgangspunkt i, at der må hentydes til den livsforlængende- og ikke den kurerende behandling. Medmindre målet altså er at dø og please familie og venner bedst muligt op til - men målet må være at leve så længe som muligt under de bedste vilkår.
I forhold til livsforlængende behandling, så er det også et emne jeg er stødt på flere gange. Blandt andet denne artikel fra Ekstrabladet: Læger ville droppe kemoen og nyde livet. Folket er som regel splittet i to lejre så vidt jeg kan se; 'vi skylder de syge at bruge alle ressourcer på at forlænge deres liv mest muligt' og 'der er ingen grund til at bruge milliader på at forlænge levetiden med dage eller uger når prisen er millioner per patient'. Der er flest af førstnævnte, og er man en af sidstnævnte, "så kender man ikke nogen med svær sygdom". Det er dog et svært emne at forholde sig til, uden at forholde sig til det økonomiske aspekt, som jeg helst vil se bort fra (i hvert fald i denne omgang).
Så alt i alt, så kan jeg sagtens følge de læger der siger, at de ikke vil modtage kemo. Lå jeg for døden og fik at vide, at der var én uge tilbage og det måske kunne forlænges med et par dage mod at jeg lå i en respiratorlignende og ulidelig tilstand, så havde jeg nok også foretrukket scenariet med whiskey, musik og familien omkring mig som førstnævnte omtaler, hvis man kan stille det op på den måde. Er der en chance for at blive kureret, så opvejer den selvfølgelig en del :-)
Men som altid, så har man et standpunkt til man tager et nyt. Meget kan ændre sig, især den dag man pludselig ligger bundet til sengen. Så selvom jeg eller andre, har nogle holdninger til mig selv på nuværende tidspunkt, så ville jeg aldrig hænge andre op på deres udtalelser eller komme bagefter "jamen du sagde", for så ville folk aldrig turde sige noget. Dette er ene og alene min holdning til mig selv, og jeg har stor respekt for andres aktive valg, uanset hvad der vælges, så længe det er truffet under de rigtige forudsætninger.
Så slutteligt kan det koges ned til, om man vil have så lang tid som muligt, eller den bedste tid som muligt. Jeg er nok tilhænger af den sidste. Men jeg er også en livsnyder. Dog giver jeg ikke op så let, så jeg vil selvfølgelig også have så lang tid som muligt.
Ha' det vel
Nick :D
I forhold til livsforlængende behandling, så er det også et emne jeg er stødt på flere gange. Blandt andet denne artikel fra Ekstrabladet: Læger ville droppe kemoen og nyde livet. Folket er som regel splittet i to lejre så vidt jeg kan se; 'vi skylder de syge at bruge alle ressourcer på at forlænge deres liv mest muligt' og 'der er ingen grund til at bruge milliader på at forlænge levetiden med dage eller uger når prisen er millioner per patient'. Der er flest af førstnævnte, og er man en af sidstnævnte, "så kender man ikke nogen med svær sygdom". Det er dog et svært emne at forholde sig til, uden at forholde sig til det økonomiske aspekt, som jeg helst vil se bort fra (i hvert fald i denne omgang).
Så alt i alt, så kan jeg sagtens følge de læger der siger, at de ikke vil modtage kemo. Lå jeg for døden og fik at vide, at der var én uge tilbage og det måske kunne forlænges med et par dage mod at jeg lå i en respiratorlignende og ulidelig tilstand, så havde jeg nok også foretrukket scenariet med whiskey, musik og familien omkring mig som førstnævnte omtaler, hvis man kan stille det op på den måde. Er der en chance for at blive kureret, så opvejer den selvfølgelig en del :-)
Men som altid, så har man et standpunkt til man tager et nyt. Meget kan ændre sig, især den dag man pludselig ligger bundet til sengen. Så selvom jeg eller andre, har nogle holdninger til mig selv på nuværende tidspunkt, så ville jeg aldrig hænge andre op på deres udtalelser eller komme bagefter "jamen du sagde", for så ville folk aldrig turde sige noget. Dette er ene og alene min holdning til mig selv, og jeg har stor respekt for andres aktive valg, uanset hvad der vælges, så længe det er truffet under de rigtige forudsætninger.
Så slutteligt kan det koges ned til, om man vil have så lang tid som muligt, eller den bedste tid som muligt. Jeg er nok tilhænger af den sidste. Men jeg er også en livsnyder. Dog giver jeg ikke op så let, så jeg vil selvfølgelig også have så lang tid som muligt.
Ha' det vel
Nick :D
Kommentarer