Der har været lidt 'stille' i forhold til de mere omfattende indlæg på bloggen det sidste stykke tid, hvor der har været en masse at se til, og mindre tid til at skrive. Det har jeg fået gjort lidt ved nu, hvor jeg er ved at have nogle forhåbentlig spændende indlæg klar. Jeg foretrækker, at man læser dem som en bog eller en artikel hvor man får nogle indtryk og så ellers går videre, og altså ikke får nogen opskrift på hvordan man skal forholde sig til noget.
For tro mig når jeg skriver, at det er nogle svære (og følsomme) emner at skrive om. Især når man ikke vil støde eller "skubbe" til nogen der ligger ned. Det eneste jeg ønsker er, at folk har mulighed for selv at træffe deres egne valg så veloplyste som muligt.
Egentlig dabatør bliver jeg nok aldrig, for jeg er alt for bange for at støde andre eller gøre nogen kede af det ;-).
Temaoplæg - indledningen
Jeg tænker på sætningen "der er altid nogen der har det værre end en selv" med hentydning til, at nogle brokker sig over småting ifølge andre. Sådan lidt jantelovs-agtigt, egentlig. For ja, der vil altid findes et eller andet barn med en slem sygdom i et u-land. Dette leder mig til en undren over, hvornår det egentlig er okay at have det skidt. Eller okay at have ondt af sig selv. Ikke mindst, at skrive eller snakke om hvad der kan påvirke én.
For tro mig når jeg skriver, at det er nogle svære (og følsomme) emner at skrive om. Især når man ikke vil støde eller "skubbe" til nogen der ligger ned. Det eneste jeg ønsker er, at folk har mulighed for selv at træffe deres egne valg så veloplyste som muligt.
Egentlig dabatør bliver jeg nok aldrig, for jeg er alt for bange for at støde andre eller gøre nogen kede af det ;-).
Temaoplæg - indledningen
Jeg tænker på sætningen "der er altid nogen der har det værre end en selv" med hentydning til, at nogle brokker sig over småting ifølge andre. Sådan lidt jantelovs-agtigt, egentlig. For ja, der vil altid findes et eller andet barn med en slem sygdom i et u-land. Dette leder mig til en undren over, hvornår det egentlig er okay at have det skidt. Eller okay at have ondt af sig selv. Ikke mindst, at skrive eller snakke om hvad der kan påvirke én.
Her tænker jeg også på mig selv der, af hvad jeg selv føler, til tider kan lægge mig op af grænsen til hvad man kan tillade sig at antage om sig selv og andre. Selvfølgelig i den bedste mening, men skrevne ord kan jo misforståes. Jeg kan bare godt lide debatten. Her i hjemmet har vi f.eks. diskuteret emner som for/imod kemo, aktiv dødshjælp, er kræft en god måde at dø på osv.
Min holdning til hvad man kan 'brokke' sig over er, at man efter omstændighederne kan tillade sig det meste, medmindre det er for at nedgøre andre. Hvis forstoppelse er det væreste en given person har prøvet i sit liv, så er det selvsagt noget der kan ødelægge en dag eller uge for dem. Især hvis det er op til et bryllup. At forstoppelse 'bare' er en bivirkning til noget af den medicin jeg får mod noget andet medicin, skal aldrig være deres problem, og det skal de ikke bekymre sig om. Derfor kan man også sagtens være træt af at være forkølet, have ondt i maven og stadig komme og sige det til mig at de er trætte af at være syge - selvom jeg til tider kan have en større liste af lidelser end dem. Det har jeg aldrig set skævt til, selvom folk så har sagt bagefter "ej, nu brokker jeg mig bare, du har det jo meget værre", men "ja, måske. Måske ikke".
Min holdning til hvad man kan 'brokke' sig over er, at man efter omstændighederne kan tillade sig det meste, medmindre det er for at nedgøre andre. Hvis forstoppelse er det væreste en given person har prøvet i sit liv, så er det selvsagt noget der kan ødelægge en dag eller uge for dem. Især hvis det er op til et bryllup. At forstoppelse 'bare' er en bivirkning til noget af den medicin jeg får mod noget andet medicin, skal aldrig være deres problem, og det skal de ikke bekymre sig om. Derfor kan man også sagtens være træt af at være forkølet, have ondt i maven og stadig komme og sige det til mig at de er trætte af at være syge - selvom jeg til tider kan have en større liste af lidelser end dem. Det har jeg aldrig set skævt til, selvom folk så har sagt bagefter "ej, nu brokker jeg mig bare, du har det jo meget værre", men "ja, måske. Måske ikke".
I den anden grøft, kan jeg ud fra mine egne erfaringer f.eks. skrive, at kemoen slet ikke er så hård som jeg havde forventet. Dette kan modsvares med 'ja, så skulle du bare prøve ...' og så et eller andet eksempel - men hvor meget skal man igennem, før man må skrive om 'alt' (selvfølgelig stadig uden at gøre noget bevidst for at skade eller nedgøre andre).
Mange af tingene kunne jeg godt have fundet på at skrive før jeg fik kræft, men så ville nogle sikkert sige "ja, så skulle du bare prøve at få kræft", og nu har jeg så kræft (eller har haft). Må jeg så skrive alt nu? Så hvor meget kan man skrive om uden at være døende, amputeret eller lignende?
For de fleste kan komme med sætningen "ja, men du har jo ikke prøvet at ..." - men forhåbentlig kommer jeg heller ikke til det, dog håber jeg, at jeg alligevel kan få lov til at fremføre mine synspunkter på en sober måde.
For de fleste kan komme med sætningen "ja, men du har jo ikke prøvet at ..." - men forhåbentlig kommer jeg heller ikke til det, dog håber jeg, at jeg alligevel kan få lov til at fremføre mine synspunkter på en sober måde.
Kommende oplæg
Betragt dette som et oplæg til følgende blodindlæg de kommende dage, nu hvor jeg måske har lagt en baseline hvor hvilke temaer jeg (forhåbentlig) kan tillade mig at tage op uden at blive stemplet som kold og ufølsom:
- 1: Kræft er en god måde at dø på - en læge har udtalt, at af mange dødsårsager, er kræft en af de gode. En anden har udtalt, at han ikke ville modtage kemo. Jeg kan sagtens forstå ham! Link til indlægget.
- 2: Alternativ behandling - hvad gør jeg i det, og hvilke tanker har jeg om det.
Ha' det vel
Nick :D
Kommentarer