Gå videre til hovedindholdet

At overgå til egenkontrol uden kontakt til sygehuset

Af
Nu går jeg ind i tredje uge med strålebehandling ud af de seks uger. Det betyder, at jeg på fredag er halvvejs.
Når jeg er færdig - eller næsten færdig - med strålerne, så mangler jeg kun nogle enkelte skanninger, og så er der kun tre-månederskontrol tilbage. Jeg går altså fra, at have kontakt til sygehuset dagligt, eller i hvert fald ugentligt, til være stort set på egen hånd.



Følelsen indeni er meget ambivalent, for det er jo fantastisk snart at være færdig, men det er også med vished om, at nu skal min krop gøre resten. Der er ikke mere de kan gøre for mig på sygehuset, medmindre det bliver værre eller kommer igen andre steder i kroppen. Så jeg skal for alt i verden aldrig tilbage! ;-) Det jeg kommer til at "savne" er  den konstante fokus på min krop og mine 'tal', der ved de mindste udsving, bliver reageret på. Nu skal jeg selv være opmærksom på alle signaler igen, og være afhængig af egen læge i stedet for at kunne ringe til sygehuset og komme ind dag og nat - selv ved de mindste gener. Ingen ventetid. Ingen dumme spørgsmål. Masser af overskud. Dén del kommer jeg til at savne!

Til gengæld, så kommer jeg ikke til at savne at skulle lægge ud for daglige ture til og fra Aarhus. Det river hårdt i læderet! Og det tager 6-8 uger for dem at refundere hvor meget jeg end får dækket af mine udgifter. Forhåbentlig det meste... Jeg venter stadig spændt på det første brev, der blev indleveret for fire uger siden.

Forude venter måneder med genoptræning af ikke mindst kroppen, men også af hovedet. Kroppen har jeg nogenlunde en idé om, er i endnu dårligere form/stand end før behandlingen. Hovedet er lidt sværere at gennemskue, for selvom det hele kører langsommere end før, så fungerer jeg trods alt stadig i hjemmet. Jeg synes dog, at ved mere krævende computerspil eller bøger, at det hele tager længere tid, så jeg tør ikke tænke på hvordan det bliver at læse akademisk engelsk. Forhåbentlig en leg, når jeg samtidig kommer i god form. Det skulle, så vidt jeg husker, tage ca. 6 måneder for hovedet at blive "normalt" igen. Det passer meget godt med, at jeg skal i gang med studiet til januar.

Mandagsstråler
Dagen startede hårdt ud, lettere ramt af tømmermænd, allerede kl 7.30. Ifølge rejseplanen skulle jeg med bussen fra Gug kl 9.55. Den ankom 9.58, og var selvfølgelig yderligere forsinket da den ankom til stationen. Ikke at der var trafik eller noget, den kørte bare mega langsomt... Jeg stoler fra nu af ikke blindt på rejseplanen længere. Med det næste tog er jeg ifølge planen ved Skejby 12.45 og jeg skal have stråler 12.45. Jeg er formentlig på stedet omkring 12.50... surt! Sygeplejersken var dog meget "det gør ikke noget, du skal ikke stresse eller noget, så du kommer bare, det gør ikke noget du er for sent på den"-agtig, selvom jeg nu alligevel har det lidt dårligt med at komme i sidste øjeblik. At skulle vente over en time til halvanden på sygehuset i stedet for 30 minutter, er dog også lidt træls bare fordi bussen absolut skal være langsom.

Pulled pork
Ellers havde vi en rigtig hyggelig aften med pulled pork, øl og asti



Michell siger "ej den ser virkelig sort ud på billedet" og det må jeg give hende ret i. Det er dog primært de 11 timer med røg, der gør den så mørk. Medmindre det kan være sort, sødt og saftigt på samme tid, og det tror jeg ikke :-)

...grillen løb selvfølgelig tør for gas undervejs i processen, så jeg måtte fluks sende Michell af sted til bauhaus efter en ny flaske. På det tidspunkt var hun ude og handle, så maden var først klar 19.30.


Derudover blev der fem poser rester til fryseren, lige til at tage op til en omgang biksemad. Pulled pork er genialt i biksemad!

Ha' det  vel
Nick :D
Labels:

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Samtale med lægen; gode og dårlige nyheder

Af
De gode nyheder er sjovest, for de er, ja, gode. ;-) De gode Knuden de har fjernet, har de fået det hele med af. Mit ar og det hele så også fint ud. Den "pølse" jeg har på låret, er en muskel han har "sat" der. Noget af det væv og muskel han fjernede under operationen var han nervøs for om ville lave et hul ved benet, så han tog en anden muskel og syede fast, som så har lavet den bule der er på låret. Den generer heldigvis ikke, men det var rart at få bekræftet, at den ikke har nogen betydning.  Motion skal jeg bare i gang med, og jeg må gå alt det jeg har lyst til. Dog skal jeg af hensyn til risikoen for at udvikle brok, undlade at løfte tunge ting de næste par måneder. Dette var mindst to måneder. Jeg må dog gerne, når det er nødvendigt, løfte Ina. Men det var også grænsen. De dårlige De dårlige fylder lidt mere i mit indlæg. Først og fremmest, så har de testet knuden de har skåret ud, og jo færre 'levende' celler der er i knuden jo be...
Send en kommentar
Læse mere »

Færdig med kemo! Refleksioner over det afsluttede kemoforløb

Af
Nu hvor kemobehandlingen, i hvert fald denne omgang, er gennemført, så må det være tid til at kigge tilbage på hvad jeg tænker om det hele. Først og fremmest kan jeg jo kun tale for mig selv, da alt er individuelt på trods af samme medicin (hvis man endelig skulle finde noget at sammenligne sig med - og hvis man overhovedet får det samme som mig) Men... Det kan man jo ikke bruge til meget andet, end at konstatere vi får det samme medicin.  Jeg har valgt at lave en indholdsfortegnelse denne gang, da indlægget er en hel del længere end normalt.  1. Hvad fik jeg? 2. Kemo og hvordan det er på film 3. Forløbet er ikke helt slut endnu 4. Indlæggelser og bivirkninger - status 5. Det har da være barskt 6. Ikke slut endnu 1. Hvad fik jeg? Jeg fik Doxorubicin Hydrocloride og Ifosfamide fordelt over seks behandlinger med tre ugers mellemrum . Jeg var indlagt tre dage af gangen, hvor jeg fik det i CVK  i halsen den første gang, og i porten (CVP) de sidste fem gan...
Send en kommentar
Læse mere »

INTRODUKTION TIL DET HELE DEL 1 2006- 1. DECEMBER 2014.

Af
At blive ramt af et synovialt sarkom. Det er lidt svært rigtig at starte fra en ende. Jeg går fra et ret almindeligt liv. Kone, barn, studie og livets små finurligheder, hvor man kan bekymre sig om køen i Rema, orker man at finde på noget sundt mad - men det går nok alt sammen. Der er masser af tid. Pludselig fortæller lægen "du har kræft" - og så skulle jeg pludselig forholde mig til at være ramt af et synovialt sarkom. Billederne er fra nogle måneder før "den endelige besked". Alt i alt en helt almindelig hverdag med tur i zoo, mad på bones og en gravid kone. Som så mange andre her i verden. Men det startede en gang, en morgen, med krampe i benet. Det har været i løbet af HTX, da jeg klatrede. Ikke at jeg særlig tit var skadet, men det skete da at man fik nogle knubs, når man dyrker ekstremsport. Det er selvfølgelig svært at vide om historien overhovedet starter her – det ved lægerne end ikke. Men i hvert fald fik jeg, ved hurtigt løb, pludselige bevægelser og sla...
Send en kommentar
Læse mere »