I takt med at jeg får flere og flere smerter og svie når jeg tisser, så kommer jeg også tættere og tættere på morfin igen. Jeg spurgte derfor sygeplejersken undervejs i dagens behandling, om hvad næste skridt er, nu jeg mærker mere til blæren - lægen havde jo fortalt, at jeg skulle sige til lige så snart jeg begyndt at mærke mere, eller panodil ikke længere var nok. Jeg måtte ikke vente til det blev slemt. Så det gjorde jeg i dag, selvom jeg samtidig har tankerne "ah, det er vel ikke så slemt, det kan jeg da godt klare". Det føles næsten som at spørge om fredagsslik på en tirsdag... Jeg forventer altid et rungende >>nej!<< og sidder egentlig klar med alverdens forklaringer klar i bagagen. Men altså, de har jo sagt jeg skal sige til før det bliver slemt. Jeg kan dog stadig ikke slippe tanken, om det virkelig er nødvendigt, det er trods alt morfin vi snakker. Morfin er slemt, ikke? Så ser det jo skidt ud, når man er nået til at spørge efter det... Og så slemt har jeg det jo ikke - tror jeg.
Sygeplejersken ville lige høre lægen, om hun bare måtte udskrive noget morfin til mig - jeg havde jo fået det før. Inden da skulle jeg dog lige tisse på en "stick", så hun kunne udelukke blærebetændelse. Hun spurgte godt nok ind til, om det kunne være det. Men hvor skulle jeg vide det fra? Jeg har jo aldrig prøvet det. Den var negativ. Næste skridt, morfin... og dog, lægen ville gerne lige se mig først.
Op og vente i venteværelset i 4-5 minutter - hvor fedt er det ikke lige? Det er ikke tit man kan få lov til at snakke med lægerne med så kort varsel. Først skulle jeg lige snakke med sygeplejersken som udelukkede diverse ting - og som i øvrigt ville have mig til at tisse på en stick igen, indtil jeg fortalte at jeg lige havde gjort det... og jeg umuligt kunne tisse igen allerede. Den var godkendt! Ind kom lægen, som også stillede nogle af de samme spørgsmål som de foregående to sygeplejersker om hvilke bivirkninger jeg havde, hvordan de føltes osv. osv... På bordet havde han dog allerede sat morfinen klar, kunne jeg se, så det var nok bare formelt.
Jeg skal supplerede min panodil - som jeg har taget hver 4. time, og nu med strenge ordrer kun må tage hver 6. time -, med morfin fire gange dagligt. 5 mg. hver 6. time til at starte med, og så måtte jeg justere dosis til jeg synes det var okay. Kom jeg over fire piller om dagen - 40 mg. - skulle jeg dog kontakte dem, for så skulle der muligvis findes en anden løsning. Eller i hvert fald en samtale. Det tror jeg dog ikke, for så slemt er det trods heller ikke. Ikke endnu i hvert fald.
Sygeplejersken ville lige høre lægen, om hun bare måtte udskrive noget morfin til mig - jeg havde jo fået det før. Inden da skulle jeg dog lige tisse på en "stick", så hun kunne udelukke blærebetændelse. Hun spurgte godt nok ind til, om det kunne være det. Men hvor skulle jeg vide det fra? Jeg har jo aldrig prøvet det. Den var negativ. Næste skridt, morfin... og dog, lægen ville gerne lige se mig først.
Op og vente i venteværelset i 4-5 minutter - hvor fedt er det ikke lige? Det er ikke tit man kan få lov til at snakke med lægerne med så kort varsel. Først skulle jeg lige snakke med sygeplejersken som udelukkede diverse ting - og som i øvrigt ville have mig til at tisse på en stick igen, indtil jeg fortalte at jeg lige havde gjort det... og jeg umuligt kunne tisse igen allerede. Den var godkendt! Ind kom lægen, som også stillede nogle af de samme spørgsmål som de foregående to sygeplejersker om hvilke bivirkninger jeg havde, hvordan de føltes osv. osv... På bordet havde han dog allerede sat morfinen klar, kunne jeg se, så det var nok bare formelt.
Jeg skal supplerede min panodil - som jeg har taget hver 4. time, og nu med strenge ordrer kun må tage hver 6. time -, med morfin fire gange dagligt. 5 mg. hver 6. time til at starte med, og så måtte jeg justere dosis til jeg synes det var okay. Kom jeg over fire piller om dagen - 40 mg. - skulle jeg dog kontakte dem, for så skulle der muligvis findes en anden løsning. Eller i hvert fald en samtale. Det tror jeg dog ikke, for så slemt er det trods heller ikke. Ikke endnu i hvert fald.
Derudover gjorde han det meget klart, at så længe jeg fik morfin må jeg ikke køre bil. Den var jeg dog godt med på, og sygeplejersken så helt glad ud da jeg selv bragte det på bane, før hun nævnte det. Men det er også svært, for depottabletterne oplever man ikke nødvendigvis sløvende eller noget, så folk kan nemt tro de ikke er påvirkede, og derfor køre bil.
Bliver jeg afhængig?
Det første spørgsmål der kommer fra folk, når man siger at man skal have morfin er: "jamen, bliver du så ikke afhængig?" - måske, men sandsynligheden er utrolig lille. Når man læser på sundhed.dk så skelnes der primært mellem to måder at indtage stoffet på; for rusen eller for smertedækning. Jeg hører selvsagt til i den sidste gruppe. De skriver "Så længe behandlingen varetages af kvalificeret læge, er risikoen for farlig overdosering minimal. Psykisk afhængighed udebliver. Risikoen for at en patient, som tager morfin mod kræftsmerter, skal udvikle misbrug og blive narkoman, er derfor meget lille. Dette er videnskabeligt dokumenteret.". Jeg er således ikke nervøs når jeg tager det - i hvert fald ikke den ene gang jeg har gjort det - særligt fordi det er kortere tid. Jeg nåede heller ikke at mærke noget til nogen form for afhængighed. Til gengæld, så mærkede jeg enormt meget til den smertedækkende del! Dermed ikke sagt, at man ikke kan blive afhængig, for BT skriver, at op mod 30.000 danskere er afhængige af morfin - så jeg kan sagtens forstå folks bekymring, når jeg fortæller at jeg skal have morfin.
Så for mit vedkommende, så havde jeg frygtet/forventet en eller anden form for afhængighed, en rus og en økonomi i ruiner. Det jeg fik var ingen afhængighed, ingen rus og en pris på 49 kr for 30 piller. Samtidig havde jeg også forventet at jeg skulle igennem et hav af forhør osv for overhovedet at kunne begynde at få pillerne - for det hører man altid om lægevagten og egen læge osv, at morfin er et helt lukket land (jeg kunne ikke engang på en recept på Panodil sidst jeg spurgte) - i stedet bliver jeg mødt af en receptblok om man har brug for mere smertestillende. Ellers måtte jeg sige til.
Jeg håber selvfølgelig på at jeg ikke får brug for det igen, men da der stadig er 2,5 uge igen af strålebehandlingen, og bivirkningerne er kommet inden for en uges tid, altså fra der var 3,5 uge igen, så er der et godt stykke vej igen før jeg er færdig. Særligt da det er den sidste uge der oftest er værst.
Heldigvis er de dog utrolig lyttende og forstående, så jeg skal ikke spørge to gange efter mere eller stærkere smertestillende.
Morfin og alkohol
Det andet spørgsmål der ofte melder sig er om man må tage morfin mens man drikker alkohol. Til dette skriver de: "Skal jeg afstå fra alkohol under morfinbehandlingen? Nej. Hvis indtagelse af alkohol ikke giver noget ubehag, er det ikke nødvendigt at fraråde brug af alkohol. Hos nogle kan alkohol i lighed med beroligende midler øge morfinens bivirkninger på bevidstheden, og f.eks. lede til øget døsighed og forvirring. Nogle kræftpatienter vil erfare ændret smagsoplevelse af mad og drikke, således også af alkohol."
Så generelt er morfin slet ikke så voldsomt som jeg havde forventet, og slet ikke første skridt på vejen til heroin... :-)
Ha' det vel
Nick :D
Kommentarer