Gå videre til hovedindholdet

Motion og stråleterapi

Nu her, et godt stykke inde i strålebehandlingen, er det tid til en status på motionen. Motion ved jeg faktisk ikke om man kan kalde det, men det er vel alligevel et subjektivt begreb? For mig er motion, at jeg bevæger mig lidt mere end jeg ellers ville have gjort i løbet af dagen. Et aktivt valg om at røre mig. At det så betyder at jeg kun får gået ca. 50 % af de anbefalede skridt om dagen (100 % hvis jeg virkelig anstrenger mig), gør det ikke til en mindre præstation. Målet må være at indfri forventningerne til én selv.

I sidste uge - fra søndag til søndag - gik jeg i gennemsnit 6.000 skridt om dagen. I forhold til 4.000 den første uge (nogle uger efter operationen), og en forhåbning om at nå 5.000 skridt om dagen, så må målet siges at være indfriet. Forrige uge var dog langt bedre, da jeg nåede op på hele 7.500 skridt om dagen i gennemsnit.
Det kan godt lyde let at gå 10.000 skridt om dagen, men selvom man er rask, så skal man faktisk bevæge sig en hel del. Jeg bruger en Fitbit One til at tælle mine skridt.

Indtil videre i denne uge ligger mit gennemsnit på 7.500 skridt. Kan vi nå 8.000? Det tror jeg nok vi kan!!!

Må man dyrke motion?
Sygeplejersken lød næsten ellevild da jeg første gang proklamerede, at jeg forsøger at komme i form, og hvad jeg gør for at opnå en bedre kondition. Det var virkelig godt! Så motion er i sygeplejerskernes øjne en rigtig god ting. 

Det samme gjorde sig gældende under kemoterapien, hvor studier (uden jeg lige refererer) også har vist, at motion har en gavnlig effekt. Der oprettes sågar hold, så man kan møde op og blive motiveret til at bevæge sig mere. Jeg tror motivationen (måske forventninger) fra andre er vigtigt - særligt ved kemoen - for jeg synes godt nok det var svært at hive mig op af sengen når jeg havde det værst.

Generelt er det vel egentlig bare svært at motivere sig selv til at dyrke motion, når man er i dårlig form. Det gør ondt, rutiner skal ændres og man har pludselig mindre tid i hverdagen. Frivilligt? Jeg er så priviligeret, at jeg har en kone der lader mig passe min seng i det omfang det er nødvendigt, men efterfølgende er det op. Så er der ikke noget med at ligge ned. Der er ikke noget med at sidde ovenpå fordi jeg ikke lige gider gå ned af trapperne. Udenfor hjemmet har jeg Sandi der jævnligt har været forbi og trække ud på gåture, som jeg uden tvivl tror har gjort at jeg er kommet ordenligt fra start med at gå. Jeg ved ikke om jeg forbedrer min form lige nu, men jeg tror i hvert fald jeg kan vedligeholde den form jeg nåede at opbygge inden strålebehandlingen.

Kan jeg bevæge mig?
Generelt kan jeg stadig bevæge mig i det omfang jeg har lyst, dog er jeg begyndt at mærke mere til særligt det højre ben. Nu tager jeg panodil for blæreren, og det tager også nogle af bivirkningerne i benet. Om det så er en god idé at fortsætte som før ved jeg ikke, men normalt tror jeg ikke det er en god idé at tage smertestillende for at kunne dyrke motion. At det så tager hævelsen i benet gør bare at der er flere for/imod faktorer. Jeg tror, at jeg bevæger mig gør mere gavn end at sidde stille.

Ha' det vel - og bevæg jer mens I kan!
Nick :D

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Samtale med lægen; gode og dårlige nyheder

De gode nyheder er sjovest, for de er, ja, gode. ;-) De gode Knuden de har fjernet, har de fået det hele med af. Mit ar og det hele så også fint ud. Den "pølse" jeg har på låret, er en muskel han har "sat" der. Noget af det væv og muskel han fjernede under operationen var han nervøs for om ville lave et hul ved benet, så han tog en anden muskel og syede fast, som så har lavet den bule der er på låret. Den generer heldigvis ikke, men det var rart at få bekræftet, at den ikke har nogen betydning.  Motion skal jeg bare i gang med, og jeg må gå alt det jeg har lyst til. Dog skal jeg af hensyn til risikoen for at udvikle brok, undlade at løfte tunge ting de næste par måneder. Dette var mindst to måneder. Jeg må dog gerne, når det er nødvendigt, løfte Ina. Men det var også grænsen. De dårlige De dårlige fylder lidt mere i mit indlæg. Først og fremmest, så har de testet knuden de har skåret ud, og jo færre 'levende' celler der er i knuden jo be...

Færdig med kemo! Refleksioner over det afsluttede kemoforløb

Nu hvor kemobehandlingen, i hvert fald denne omgang, er gennemført, så må det være tid til at kigge tilbage på hvad jeg tænker om det hele. Først og fremmest kan jeg jo kun tale for mig selv, da alt er individuelt på trods af samme medicin (hvis man endelig skulle finde noget at sammenligne sig med - og hvis man overhovedet får det samme som mig) Men... Det kan man jo ikke bruge til meget andet, end at konstatere vi får det samme medicin.  Jeg har valgt at lave en indholdsfortegnelse denne gang, da indlægget er en hel del længere end normalt.  1. Hvad fik jeg? 2. Kemo og hvordan det er på film 3. Forløbet er ikke helt slut endnu 4. Indlæggelser og bivirkninger - status 5. Det har da være barskt 6. Ikke slut endnu 1. Hvad fik jeg? Jeg fik Doxorubicin Hydrocloride og Ifosfamide fordelt over seks behandlinger med tre ugers mellemrum . Jeg var indlagt tre dage af gangen, hvor jeg fik det i CVK  i halsen den første gang, og i porten (CVP) de sidste fem gan...

INTRODUKTION TIL DET HELE DEL 1 2006- 1. DECEMBER 2014.

At blive ramt af et synovialt sarkom. Det er lidt svært rigtig at starte fra en ende. Jeg går fra et ret almindeligt liv. Kone, barn, studie og livets små finurligheder, hvor man kan bekymre sig om køen i Rema, orker man at finde på noget sundt mad - men det går nok alt sammen. Der er masser af tid. Pludselig fortæller lægen "du har kræft" - og så skulle jeg pludselig forholde mig til at være ramt af et synovialt sarkom. Billederne er fra nogle måneder før "den endelige besked". Alt i alt en helt almindelig hverdag med tur i zoo, mad på bones og en gravid kone. Som så mange andre her i verden. Men det startede en gang, en morgen, med krampe i benet. Det har været i løbet af HTX, da jeg klatrede. Ikke at jeg særlig tit var skadet, men det skete da at man fik nogle knubs, når man dyrker ekstremsport. Det er selvfølgelig svært at vide om historien overhovedet starter her – det ved lægerne end ikke. Men i hvert fald fik jeg, ved hurtigt løb, pludselige bevægelser og sla...