"nu er min far ikke syg mere - nu kan han godt aflevere mig" var Williams ord med et kæmpe smil til en af pædagogerne i børnehaven i går morges, da jeg afleverede ham for første gang i lang, lang tid. Der varmer om hjertet, men samtidig er det også lidt vemodigt, for William har aldrig sagt at jeg var syg før. Så vidt vi har vidst, så har han aldrig tænkt over at jeg har været syg, for han har ikke reageret på det eller nævnt det i nogen særlige sammenhænge. Men de kære børn opfatter og tænker - og sammenkæder - åbenbart en del mere end jeg lige havde forventet. For hvem kunne havde vidst, at han ville sige sådan? Jeg har trods alt været med henne flere gange og aflevere ham - selvfølgelig sammen med Michell, men alligevel. Dermed ikke sagt, at jeg har været i tvivl om børn forstår hvad der sker omkring dem, for jeg går selv og prædiker over for folk, at man ikke kan holde store ting hemmeligt for børn, for de opfanger meget mere end vi siger, da de ikke altid forstår det talte sprog. Kropssprog derimod er de langt større mestre i, end vi voksne er. Så måske at vi i virkeligheden har reageret mere i hverdagen med vores kropssprog, end vi har gået og troet. Eller også lægger vi bare for meget i hans ord, for han er trods alt stadig glad og veltilpas - som før alt det her halløj :-)
Men det var i hvert fald dejligt at være henne og aflevere ham igen - alene. Her til sidst var det bare blevet rutine, at det er Michell der afleverer ham. Det har også været en rutine for William, der så har vidst hvad der skulle foregå hvornår. Det er måske også det der er kommet mest bag på mig i forbindelse med hans kommentar om at jeg nu er rask, fordi jeg har følt mig mere "rask" her til sidst end jeg gjorde for bare en måned siden (hvor jeg selvfølgelig også lige var blevet opereret). Men jeg har følt mig rask før også, hvor jeg har været henne med ham. Eller hentet ham...
Så spørgsmålet åbner sig selvfølgelig: hvor meget tænker William over at jeg er syg? Man kan jo ikke ligefrem spørge ham...
Ha' det vel
Nick :-)
Kommentarer