Jeg tror ikke man kan leve fuldt ud, hvis man konstant er bange for at dø. Det er klart, at man vælger ikke selv at man reagerer på livets udfordringer, eller hvilke tanker man får. Mange ting kan dog arbejdes med - at lære at acceptere, når der er ting vi ikke kan ændre på. Det er ikke alle der ved, hvor længe de har igen. Det gør jeg heller ikke, og lægerne gætter helst ikke for meget, men holder sig til det de ved. Jeg ved dog, at jeg når min udløbsdato før planlagt. "Gaven" i det hele, er muligheden for at bruge tiden med dem - og dét - vi alle sammen allerbedst kan lide. Den nye hverdag Så hva' faen gør man, når man magtesløs står tilbage som ét stort spørgsmålstegn der kæmper med at forstå, at det hele er ægte. Der er stadigvæk dage hvor det er svært at forstå, især fordi jeg - på trods af sygdomsudbredelsen - faktisk ikke har særlig mange gener. Eller i hvert fald, at jeg kan tilpasse mig dem der er. "men er det ikke svært at være i hele tiden" - jo. Men ...
En tidligere psykologistuderendes hverdag med et synovialt sarkom, på godt og ondt. Et indblik i en hverdag der bliver vendt 100 % fra den ene dag til den anden.