Jeg tror ikke man kan leve fuldt ud, hvis man konstant er bange for at dø.
Det er klart, at man vælger ikke selv at man reagerer på livets udfordringer, eller hvilke tanker man får. Mange ting kan dog arbejdes med - at lære at acceptere, når der er ting vi ikke kan ændre på.
Det er ikke alle der ved, hvor længe de har igen. Det gør jeg heller ikke, og lægerne gætter helst ikke for meget, men holder sig til det de ved. Jeg ved dog, at jeg når min udløbsdato før planlagt.
"Gaven" i det hele, er muligheden for at bruge tiden med dem - og dét - vi alle sammen allerbedst kan lide.
Den nye hverdag
Så hva' faen gør man, når man magtesløs står tilbage som ét stort spørgsmålstegn der kæmper med at forstå, at det hele er ægte. Der er stadigvæk dage hvor det er svært at forstå, især fordi jeg - på trods af sygdomsudbredelsen - faktisk ikke har særlig mange gener. Eller i hvert fald, at jeg kan tilpasse mig dem der er.
"men er det ikke svært at være i hele tiden" - jo. Men det bliver også hverdag og et vilkår. Jeg ved der kommer udfordringer til, men ikke hvornår. Det er nemt at sige, at vi tager det som det kommer. Men det er dét vi gør. Måske det vender i næste uge, vi ved det ikke, men indtil da, har vi i dag - og i dag er god. God nok.
Måske er det i virkeligheden en god ting, at det hele kan føles lidt uvirkeligt, for så glemmer vi lidt hvad der sker omkring os.
Status
Det tidspunkt jeg føler mig mest syg på, det er når jeg skal fortælle andre hvor udbredt sygdommen er. Hvad vi ved lige nu, så sidder det i:
- begge lunger, med så mange tumorer at de ikke har talt dem alle, men holder øje med nogle af de største
- lymfesystemet
- i maveregionen
- i øjet
- i næsen
Jeg afventer samtidig en undersøgelse på lungemedicinsk, da noget af min ene lunge lider af "atelektase" som betyder at en del af lungen er faldet sammen eller har lufttomt væv.
Derudover var mit fosfat niveau alt for lavt, det er dog blevet meget bedre nu hvor jeg får det som tilskud samt skal indtage alle de mælkeprodukter jeg kan.
Med alt det, så er jeg alligevel den i familien der er mindst syg, altså forstået på den måde at jeg endnu ikke har haft feber eller skrabet anden almindelig sygdom til mig, selv når de andre har været sengeliggende. Utroligt nok. Hvad er oddsene for dét?!
Der var dog én ting jeg slet ikke kunne komme igennem, og det var kemobehandlingen der forløb over tre sammenhængende dage på sygehuset. Så i dag får jeg kemotabletter, der heldigvis kan holde næsten det hele i ro - og i nogle tilfælde er noget også blevet en lille smule mindre.
Så målet med det hele? At jeg har det så godt som muligt, så længe som muligt.
Kommentarer