Opfølgende på seneste indlæg Okay, i forhold til i forgårs, så kan jeg godt se her i dag, at det klinger lidt hult at skrive, at det går godt, når jeg samtidig skriver nogle ting der kan vække bekymring. I kampens hede, da jeg skrev indlægget, havde jeg dog nogle andre tanker i hovedet og skrev som jeg gjorde. Dette skal ses sammen med de ting jeg skrev samtidig med, at det også kan tjene mig selv og andre for fremtiden; man siger nemlig ikke alt (dog skriver jeg nok lidt flere ting end man ellers ville have gjort, men det er altid med i mine overvejelser hvor *meget* der skal med, hvis jeg skal leve op til at være hudløst ærlig samtidig med, at det ikke skal være rent hypokondri hver eneste gang jeg mærker det mindste) Forklaring følger: ...jeg er trods alt raskmeldt - helt rask! Og regner kraftigt med at forblive det. For mig var det som alle andre der har ondt i armen, hovedet eller vredet om på en fod (uden nødvendigvis at vide det, men bare har ondt). Med andre ord, så
En tidligere psykologistuderendes hverdag med et synovialt sarkom, på godt og ondt. Et indblik i en hverdag der bliver vendt 100 % fra den ene dag til den anden.